Overtalelse

Jeg tror, du bør have at vide, hvordan Mr Elliot virkelig er. Selvom jeg nu er helt overbevist om, at du absolut ikke har fjerneste tanke om at gifte dig med ham for øjeblikket, ved ingen, hvad der kan ske. Det kunne tænkes, at du engang i fremtiden ville skifte mening. Så derfor bør du høre sandheden nu, mens dine følelser ikke spiller ind. Mr Elliot ejer hverken hjerte eller samvittighed, han er beregnende, snedig og iskold og tænker aldrig på andre end sig selv. I sin egen interesse ville han begå en hvilken som helst grusomhed, et hvilket som helst forræderi, han kunne gennemføre uden at kompromittere sig udadtil. Han ejer ikke følelser for andre. Han er i stand til at glemme og svigte mennesker, han har hovedskylden for at have bragt i ulykke, uden at føle gnist af samvittighedsnag. Han mangler enhver gnist af retfærdighedsfølelse eller medfølelse. Hans hjerte er sort, du! Hult og sort!«

»Westgate Buildings!« sagde han. »Og må jeg spørge, hvad har Miss Anne Elliot at skaffe med Westgate Buildings? En Mrs Smith. Enke? Og hvem har hun så været gift med? En af de femtusind Mr Smith’er, man går og falder over alle vegne. Og hvad taler så for at omgås hende? At hun er gammel og syg. Ærlig talt, Miss Anne Elliot, du har dog en besynderlig smag! Alt, hvad der frastøder andre: simple mennesker, en ussel adresse, dårlig luft i et sygeværelse, usmagelige forbindelser, det tiltrækker dig. Men du må dog kunne sende afbud, og lade denne Mrs Smith vente til i morgen, for jeg formoder ikke, hun er døden så nær, at hun ikke kan leve en dag længere? Hvor gammel er hun? Fyrre?«

Anne skammede sig dybt. Selvom så Lady Dalrymple og Miss Carteret havde været tiltalende, ville hun alligevel have skammet sig over det postyr omkring dem, men det var de ikke engang. De var ikke særlig kultiverede, havde ingen talenter værd at tale om og var temmelig dumme. Lady Dalrymple havde skaffet sig sit ry for at være »sådan en charmerende dame«, fordi hun havde et smil og et høfligt svar til hvem som helst. Miss Carteret havde endnu mindre fornuftigt at sige, og hun var så grim og kluntet, at hun ikke et øjeblik var blevet tålt på Camden Place, dersom hun ikke havde været så fornem.

»De ideer, en ung mand på toogtyve har om, hvordan han skal bære sig helt korrekt ad, er måske de mest forskruede, der tænkes kan,« sagde han. »Den måde, man ter sig på i den alder, er i reglen så tåbelig, at den kun kan sammenlignes med det tåbelige ved det indtryk, man bilder sig ind, man gør.«

Anne spekulerede lidt på, om det mon nu strejfede hans tanker, at han måske ikke havde haft helt ret i i sin tid at anse »en fast vilje« for det eneste saliggørende og rigtige. Om det skulle være gået op for ham, at viljen til at få sin vilje, ligesom ethvert andet karaktertræk, nok burde have sine rimelige grænser? Hun tænkte, at helt kunne det vel ikke undgå at falde ham ind, at en vilje, der kunne overtales til at tage imod fornuft, somme tider måske gav større chance for lykke end en meget resolut karakter.

Anne havde altid betragtet dem som de lykkeligste unge piger, hun kendte. Men da vi jo alle kan redde os fra et ønske om at være nogen anden, end den vi er, ved at trøste os med de punkter, hvor vi er overlegne, ville hun dog ikke have byttet sin bedre forstand, elegance og dannelse med deres livsglæde. Og hun misundte dem intet andet end deres tilsyneladende gode indbyrdes forståelse og sammenhold, den muntre gensidige søskendekærlighed, som hun havde kendt så lidt til fra begge sine søstre.

var måske den af hele familien

De traf Mrs Musgrove og hendes datter hjemme, og alene, og Anne blev budt hjerteligt velkommen af dem begge to.

over alt det, hun havde fået at vide. På ét punkt følte hun

Det var med glæde, Anne næste morgen huskede sit løfte om at besøge Mrs S