Caspar Eric

Med “Nye balancer” griber Caspar Eric tilbage til sin tidligere digtsamling Nike, hvor han i 2015 skrev om at være en handicappet krop i verden.
I sin nye samling, der bærer genrebetegnelsen 'handicapdigte', italesætter Caspar Eric handicappet mere kropsligt og direkte, og samfundets stigmatisering og diskrimination af ‘det anderledes’ problematiseres med poppet præcision. Samtidig leder digtene efter nye fysiske og poetiske måder at findes i verden på og måske også efter et sprog, der kan røre os — med humor, power og et skarpt blik på krydsfeltet mellem det private og det politiske. Og herfra rækkes der ud efter nye fællesskaber.

Tolv digtsuiter fra og om en verden i undtagelsestilstand. En verden, hvor det unormale pludselig er blevet normalt. Hvor de globale kriser er rykket helt ind i parforholdet, i festerne med venner og i nattens drømme. Det er en digtsamling om at leve i en slags hverdagsdystopi, hvor døden er blevet en naturlig del af livet, og hvor afmagten og vreden og metaltrætheden har sat ind.

Digtsamlingen Jeg vil ikke tilbage er Caspar Erics forsøg på at fastholde COVID-katastrofen med et digt om dagen i 80 dage.

Jeg vil ikke tilbage er en historie over skiftende følelser, et arsenal over kortslutninger efter lock-down og en historie om, hvad det vil sige at være menneske, hvad det vil sige at være forbundne, hvad det vil sige at være et samfund.

Alt hvad du ejer handler om tab; om krisen og den efterfølgende afsked med en kæreste, der aborterer spontant i 11. uge, og om tabet af forbindelser, der knytter den unge mand til verden. Men Caspar Eric retter her også blikket mod, hvordan næstekærligheden kan findes frem og aktiveres i de tab, og hvordan det lille private sorgrum kan pege ud på de større bevægelser, der er i gang i verden. For Alt hvad du ejer handler også om sorg og hukommelse og hvilke begivenheder, der får lov at være en del af historien.

Med Avatar bevæger Caspar Eric sig fra livet mod døden i sin serie af digtsamlinger om den nutidige popkultur, hvor 7/11 og Nike tidligere er udkommet. I Avatar er de otte digte eller suiter baseret på forskellige tekster, udsagn eller kunstværker af og om unge mænd, der har begået selvmord, og som tematiserer melankoli, kapitalisme, kravet om det gode liv og selvmordet. Således bevæger serien sig fra det vrede og smadrede til det desperate og ødelæggende.

Midt mellem cyborg-film og fællesmøder i kollektivet skal digtsamlingens hovedperson igen og igen afgøre, hvornår han vil fortælle om sit handikap. Om han vil påtage sig den handikappedes identitet. På arbejdet og med den elskede. Til fest og på hospitalet. Med udspring i sit idiosynkratiske univers og med absolut gehør for NU stiller Caspar Eric spørgsmålet om, hvad der er en normal krop, og hvordan vi skal forholde os til de kroppe, der falder uden for normalen. En usentimental og skarpskåret bog om at være en ung handikappet krop i verden.

En melankolsk pop-digtsamling der handler om kærlighed og om at forsøge at være en person. 7/11 er dokumentarisk poesi der udforsker kravet om at være lykkelig, blandt andet. Det er et portræt og en beretning direkte fra nutiden til nutiden.