Det er koldt. Og lyst. Det skærer i mine øjne igen, og jeg bliver forvirret. Det burde være varmt, og mine fødder burde ikke være frosne.
Jeg er ikke i ørkenen mere. Jeg er på en bjergside, og sneen når mig til knæene. Jeg løfter min højre fod og gnider på den, tager min langærmede bluse af og binder den om foden. Jeg træder ned i sneen igen og stiller min venstre fod oven på den højre. Det hjælper.
Jeg står på en stejl skrænt. Her og der står grantræer. Himmelen er blå. Sådan krystalblå. Solen putter sig bag en hvid vatklump. Jeg når ikke at se efter ham, før jeg bliver ramt i nakken af en snebold. Jeg vender mig om, og han står ved et grantræ og skrupgriner. Jeg springer gennem sneen og op i favnen på ham. Han knuger mig tæt og kysser mig i hovedbunden.
»Elektra, jeg har ventet på dig,« hvisker han. Sværdet rasler på ryggen af ham, da han sætter mig ned.
»Du kom ud af ørkenen?«
Han smiler, »ja, og se, hvad jeg fandt.«
Han peger hen på træet, eller rettere bag træet. Der står en hest. Den er stor som en elg og grå, som farfars hår var. Hovedet er kort og kraftigt. Store, varme skyer vælter ud af næseborene på den. Den vrinsker, da den ser mig, og slår med en gigantisk hov, så sneen sprøjter ud til siderne.
»Du skal ikke være bange for ham,« siger min far og tager min hånd og fører den op til mulen. Den er blød og varm, som fars kys.
»Kan du lide ham?« spørger han. Jeg smiler, og i et snuptag løfter han mig op på det store dyr. Hesten står bomstille.
»Han hedder Rufulus,« siger min far, og jeg læner mig ud over den kraftige hals, gemmer mine hænder under den lange man og mærker dens varme.
»Hej Rufulus,« hvisker jeg.
Min far klapper ham på halsen, og Rufulus’ hoved puffer ham blidt i maven.
»Hvornår kommer du og henter mig?« spørger jeg.
»Snart,« hvisker han og stryger mit hår.