Der var meget der ikke blev talt om, i hver tilfælde ikke med hinanden.
Jeg kan ikke mindes den direkte ros. Det var, som jeg husker det, ofte i 3. Person historierne blev fortalt.
Men der var ros på, hvis man var høflig og stille - det var jeg og meget velopdragen. “Tænk på alle de børn, som ikke var så velopdragne som os og ikke kunne sidde stille. Og bandede.” De var virkelig uden nåde.
Det var skamfuldt at have været fuld, at have mistet kontrollen. At være dum eller have dummet sig. Være forkert. At have brug for hjælp. At tænke på sig selv. At larme. At bande. Ikke at være perfekt. At skændes og være højtrystet. At bede om noget. Svare igen.

Jeg tror også bare det måske var tiden. Men vi børn måtte ikke eller turde ikke svare min mor igen. Turde ikke hun blev vred. Der lå virkelig mange følelser i det. Måske har Frank ikke været ligeså bange. Men min oplevelser har altid været, at mine forældres behov var vigtigere end mine og de var mit ansvar på en eller anden måde.