Der ligger også et paradoks her og lurer, for mens kæledyrene bliver elsket præcis på grund af deres afhængighed af ejerne, så er det omvendt med mennesker. Man kan nærmest ikke elske den, der behøver en.

Når de her mennesker, der bærer en, så er på vej væk, har man lyst til at råbe,

“Bliv.”

Men man ved godt, at hvis de råbte tilbage,

”Hvorfor skulle jeg?” ville man ikke have et godt svar på hånden, og der ville opstå en lang, akavet stilhed, som hvis nogen havde bedt en om at tage kvadratroden af 87 uden lommeregner.