Jonathan Safran Foer

er bevidste om, hvad der rent eksistentielt er på spil, og hvor meget det haster, men selv om vi godt ved, at der raser en krig, som gælder selve vores overlevelse, føler vi os ikke som en del af den. Denne afstand mellem bevidsthed og følelse kan gøre det meget svært selv for tænksomme og politisk engagerede mennesker – mennesker som ønsker at gøre noget – at handle.

Planetens krise – abstrakt og mangeartet, langsom, og uden ikoniske skikkelser og øjeblikke

Ligesom de ikoniske fotografier27 af soldaterne, som planter flaget på Iwo Jima, det kyssende par på Robert Doisneaus Le baiser de l’hôtel de ville og mælkemanden, som bevæger sig igennem brokkerne i det sønderbombede London, var fotoet af Rosa Parks28 på bussen iscenesat

Forskere har beskrevet en række »sympati-bias«35, som skaber medfølelse: identificerbart offer-effekten (evnen til at visualisere detaljerne ved lidelserne), egengruppe-effekten (når offeret tilhører samme socialgrupppe) og den sammenlignende sympati-effekt (fremstillingen af ofrets forhold som ikke alene forfærdelige, men under forværring).

Du er nødt til at gøre noget!« Men jeg er ude af stand til at mobilisere den tro, som ville få mig til at gøre det. Så dermed ved jeg intet

samfundsnormer – ligesom at stå i kø eller smide sit affald i skraldespanden

Hvilken reaktion fordrer planetens tilstand, og hvad kan den inspirere os til at gøre? Og hvad sker der, hvis den ikke kan inspirere til det, den fordrer – hvis vi afslører os selv som mennesker, der sætter udrykningsblink på taget af vores biler for at undgå trafikken, men ikke vil slukke lyset i vores hjem for at undgå udryddelse?

Hvis vi fortsætter med at opleve kampen for at redde planeten som en udekamp midtvejs i sæsonen, er vi fortabte

Vores alarmberedskab er ikke bygget til abstrakte trusler.

Og det kan være farligt at have det bedre med sig selv, når tingene ikke bliver bedre.