Bente Kastberg

uundgåelige. Jeg havde ventet dem (frygtet dem, gruet for dem, regnet med dem) hele mit liv. Da de endelig indtraf, vedblev de med at virke fjerne, på afstand a

En mors eller fars død, skrev han, „vækker noget dybt i os uanset alder, og uanset om vi er forberedt eller ej, udløser den en kæde af reaktioner, som overrasker os, og som kan vække minder og følelser, vi troede tilhørte en svunden tid. I den periode, man kalder sorgforløbet, kan det føles, som om man befinder sig i en u-båd, stille på havets bund, klar over, at der er dybvandsbomber, som hele tiden bombarderer os med erindringer".

g mener, at den sørgende person kommer i en mild og kortvarig maniodepressiv tilstand og overvinder den.“
Bemærk den vægt, der lægges på „overvinder“ den.

Hvordan kunne han komme tilbage, hvis de tog hans organer, hvordan kunne han komme tilbage, hvis han ingen sko havde?

eg havde gjort det. Jeg havde erkendt, at han var død. Jeg havde gjort det på den mest officielle måde, jeg kunne komme i tanke om.
Men mine tanker omkring det var fortsat mistænkeligt ustabile. Ved et middagsselskab sidst