Ole Høiris

Fjernhed i form af geografisk afstand bliver til fjernhed i fornuft, som igen bliver fjernhed i tid, hvorefter fjernhed i tid bliver gjort identisk med fjernhed i intelligens. Denne vesterlandske måde at tænke på som et træk, der har hersket siden antikken, er denne bogs tese.

Påvisningen af sammenhængen mellem geografisk afstand fra Europa og reduktionen af disse egnes befolkningers menneskelighed er ikke det eneste tema i bogen. Dette fænomen sættes i perspektiv af en anden udvikling, som den europæiske opdagelse af den ny verden affødte, en så revolutionerende opdagelse, at den i dag er globaliseret og alment accepteret. I bogen påvises den store betydning, opdagelserne havde for det skift i autoritet, som skete hen over renæssancen og ind i oplysningstiden, nemlig at skrifterne i denne periode mistede deres monopol på sandheden, mens observationerne fik større autoritet. Sandheden skulle ikke længere findes i de hellige eller antikke skrifter, men i menneskenes sansning af verden og systematisering af disse observationer. Det var det, som blandt andet gav mening til sanseforstærkende apparater som kikkerten og mikroskopet.

Hermed skulle også observationerne og systematiseringen af menneskene i lighed med observationer af dyr, planter, planeter og insekter blive værdineutrale, men det skete ikke. Når det gælder kategorisering af mennesker, kan vi ikke gøre os fri af bagvedliggende ideer, som ikke relaterer sig til observationerne eller målingerne. Kategorisering af fremmede er et spejl af kategoriseringen af os selv, så derfor skal denne give mening, som det skal vises, først religiøst, siden fornuftsmæssigt, så kulturelt og endelig systemisk. Denne meningsfulde kategorisering, indrettet efter tidsånden, blev så igen autoriseret af filosoffers og andre intellektuelles forsøg på at videnskabeliggøre den menneskelige variation.