Ida-Marie Rendtorff

mig. Den druknede i den oversvømmede by. Det var en mand i uniform, måske på min fars alder. Så min far også sådan ud, da han døde? Med åben mund, som om han prøvede at sluge den sidste luft i verden?
„Fik du slet ikke noget med op?“ Tudsen tårner sig op over mig. Det kalder vi dykkerbossen, fordi han til forveksling ligner en tudsefisk

„Jeg så hans opspilede øjne og den der gispende mund. Det var nok,“ hvisker jeg.
„Han har sikkert fået et slag i hovedet. Bagefter er han faldet i vandet.“
„Eller nogen har smidt ham i,“ foreslår jeg.
Jarii nikker i mørket.
Jeg rejser mig og balancerer gennem båden. Hopper over på anløbsbroen og tager fat i den kølige metalstige, der fører op til toppen af flydeøen.
„Du er godt klar over, at vi kan ryge i Kassen for det her, ikke?“ siger jeg og vifter med logbogen.
„Det er en chance, jeg er nødt til at tage.“