Mette Eike Neerlin

Kapitel 10 – Om én Karen for meget
Anden gang jeg kom til kinesisk, mødte Karen desværre også op. Det skabte lidt forvirring, for læreren havde kun én Karen på sin liste og ville nu vide, hvad vi hver især hed til efternavn, så hun kunne finde ud af, hvem af os, der ikke var registreret i systemet.
»Blixen,« fløj det straks ud af munden på mig, for det lød på en eller anden måde så naturligt.
Først så de andre lidt underlige ud i ansigterne, og jeg blev et øjeblik nervøs for, om det var det samme, den anden Karen lige havde sagt. Jeg glemmer somme tider at høre efter. Men hun hed heldigvis Andersen. Jeg åndede lettet op.
»Så Karen Andersen og Karen Blixen,« gentog læreren og skrev ned på sin blok. »Og jeg skal lige være sikker. Det er Blixen med x?«
»Lige præcis,« sagde jeg. »Det er lidt specielt.«
Nogen vil måske undre sig over, at jeg overhovedet mødte op igen. Men det var, fordi vi den første gang var blevet inddelt i sådan nogle par, og jeg var kommet sammen med en, som hed Birgit, som ikke var særligt god. Vi havde øvet nogle sætninger, som var vildt svære, og som vi skulle fremføre for resten af holdet den næste gang. Så virkede det ærligt talt lidt fejt ikke at komme.
Det gik også rigtig fint med øvelserne og sætningerne. Og jeg lærte et par nye ord, og læreren spillede en sang for os på anlægget, som hed »Dong fang hong«, som betyder »Østen er rød«, og som er en meget kendt sang i Kina.
Bagefter skulle vi prøve at synge den sammen, mens læreren spillede den på sin guitar, og hvis jeg selv skal sige det, var jeg nok en af dem, der sang den allerbedst. Jeg havde virkelig flair for det sprog.
Men anden gang blev også sidste gang på kinesisk-holdet. For jeg vidste jo godt, at Karen Blixen helt sikkert ikke havde betalt. Og jeg vidste også, at mor helt sikkert ikke ville give mig lov til at gå til kinesisk. Vi var nemlig i gang med at spare op til at få repareret vores vaskemaskine, som var gået i stykker – eller købe en ny, så mor og jeg kunne slippe for at gå på vaskeri hver uge.
Så efter den dag forsvandt Karen Blixen uden en lyd. Som sunket i jorden. Det må have virket meget mystisk. Og jeg håber ikke, at nogen er blevet bekymrede af den grund. Det var nødt til at være sådan.
I lang tid var jeg ret nervøs for at

Kapitel 1 – Om mad i næsen
Lad mig sige det, som det er. Min mor har ikke været specielt heldig med sine børn.
Og nu tænker du nok straks »arh okay« og »vær nu ikke så grov mod dig selv«, men det passer. For først kom Mikala, som er hjerneskadet, og de rendte konstant til undersøgelser og møder – og gør det for øvrigt stadig, selvom Mikala i dag er fyldt nitten. Så skred Mikalas far, Bjarke, til Holland, og mor mødte i stedet min far, og så kom Honey, altså mig. Med læbeganespalte og utallige operationer og mad, som satte sig fast i næsen, da jeg var lille.
Jeg lignede ærligt talt et monster. Bestemt ikke den nuttede, fine, lyserøde baby de fleste går og drømmer om. Og selvom jeg er sluppet billigt i forhold til mange andre med læbeganespalte, så kommer man ikke uden om, at jeg ikke er for køn at se på. Faktisk det stik modsatte. Min næse er flad og skæv,