Anne Lise Marstrand-Jørgensen

længe hun kunne høre stemmen, var hun helt rolig. Bagefter var hun ude af sig selv, men hver gang hun spurgte, hvad synet skulle betyde, så hun det samme ukendte sted for sig og hørte de samme ord i sit indre:

Gud har prøvet hende, og hun knækkede midt over, hun ærgrer sig over sin egen uduelighed, hun fordømmer sit krysteragtige sind.

Volmar forstår ikke fuldt ud det sælsomme og inderlige forhold, Hildegard har til musikken.

Det har aldrig været meningen, at hun skal vogte over de gaver, hun modtager, som en gnier.

Grib mig i mørket, hvisker hun, vær derinde og grib mig.

Hvert menneske må hele tiden beslutte sig for, om han er for eller imod Gud.

Forstår I,« siger hun stadigvæk uden at se på kvinderne, »det er altid synderen selv, der må bøje sig for savnet efter sin skaber og tage det første skridt.

Skyldfølelsen er en utrættelig jæger, den holder ud, når både vrede og rædsel er faldet, og kaster sig over sit udmattede bytte.

Uden ord,« siger hun, »er vi ingenting. Uden ord er vi dyr, der flår indvoldene ud af bugen på hinanden.«

Han, som er, siger: Jeg tilintetgør ulydighed, jeg knuser modstanden fra den, der håner mig. Ve, ve for grusomme mænds ondskab, de foragter mig!