da

Rebecca Solnit

    mariellajensenhar citeretfor 2 år siden
    Der er vidt forskellige kriterier for et godt liv, der kan være vigtigere for et menneske – at elske og blive elsket eller at føle tilfredsstillelse, stolthed, mening, dybsindighed, engagement, håb.
    mariellajensenhar citeretfor 2 år siden
    Snowden virkede som en mand fra et andet århundrede. I sin indledende kommunikation med journalisten Glenn Greenwald kaldte han sig Cincinnatus – efter den romerske statsmand, der handlede uegennyttigt til samfundets bedste. Det var et fingerpeg om, at Snowden hentede sine idealer og forbilleder langt væk fra standardformlerne for lykke. Andre epoker og kulturer stillede ofte andre spørgsmål end dem, vi stiller nu: Hvad er det mest meningsfulde, du kan bruge dit liv på? Hvad er dit bidrag til verden eller samfundet? Lever du i overensstemmelse med dine principper? Hvad bliver din arv til eftertiden? Hvad betyder dit liv? Måske er vores besættelse af lykke et forsøg på at undgå at stille disse andre spørgsmål, et forsøg på at ignorere, hvor rummelige vores liv kan være, hvor virkningsfuldt vores arbejde kan være, og hvor vidtrækkende vores kærlighed kan være.
    mariellajensenhar citeretfor 2 år siden
    være ude af stand til at fortælle sin historie er dræbende, somme tider i bogstaveligste forstand. Hvis ingen lytter, når man siger, at ens eksmand forsøger at slå en ihjel, hvis ingen tror på en, når man siger, man har smerter, hvis ingen hører en, når man siger hjælp, hvis man ikke tør sige hjælp, hvis man er opdraget til ikke at ulejlige andre mennesker ved at sige hjælp. Hvis man opfattes som uopdragen, når man tillader sig at sige noget under et møde, bliver holdt uden for en magtinstitution, bliver udsat for irrelevant kritik, hvis underliggende præmis er, at kvinder hverken bør være til stede eller blive hørt. Historier redder ens liv. Og historier er ens liv. Vi er vores historier – historier, der kan være både fængslet og brækjernet til at bryde fængselsdøren op med; vi skaber historier for at redde os selv eller for at indespærre os selv eller andre – historier, der løfter os op eller slynger os mod den mur, der er vores egen frygt og vores egne begrænsninger. En del af frigørelsen er altid en historiefortællingsproces: når historier bryder frem, når tavsheden brydes, når nye historier skabes. Et frit menneske fortæller sin egen historie. Et værdsat menneske lever i et samfund, hvor hendes historie har en plads.

    Historiers betydning

    mariellajensenhar citeretfor 2 år siden
    Tavsheden florerer overalt i patriarkatet, men den afkræver mænd andre former for tavshed end kvinder. Hvis man forestiller sig reguleringen af kønnene som en pålæggelse af gensidig tavshed, kan man så småt begynde at se, hvordan mænds tavshed indgår i en byttehandel for at opnå magt og medlemskab. Ingen har nogensinde sagt det bedre end bell hooks, der skrev:
    Den første voldshandling, som patriarkatet forlanger af mænd, er ikke vold mod kvinder. I stedet forlanger patriarkatet af alle mænd, at de indlader sig på mental selvskade, at de amputerer de følelsesmæssige sider af sig selv. Hvis en person ikke får forkrøblet sig selv følelsesmæssigt, kan han roligt regne med, at de patriarkalske mænd nok skal iværksætte magtritualer for at angribe hans selvtillid.
    Patriarkatet kræver altså, at mænd først pålægger sig selv tavshed (og måske er det endnu en gang værd at bemærke, at selvom patriarkatet er et system, der favoriserer mænd og maskulinitet, er mange kvinder medskyldige i det, nogle mænd gør oprør mod det, og nogle mennesker forsøger at ophæve de kønsregler, der understøtter det). Det indebærer at lære at fortie aspekter af deres indre liv og jeg, ikke bare over for andre, men også over for sig selv.

    Gyser. Hvad med mine sønner?

    mariellajensenhar citeretfor 2 år siden
    søge lyst og nærhed uden at underlægge sig moderskabets enorme forpligtelser, eller at vælge dette moderskab på deres egne præmisser.
    Den store forekomst af kø
    mariellajensenhar citeretfor 2 år siden
    medvirkende til at indskrænke friheden og trygheden hos dem, der skal navigere i en verden, hvor trusler bliver en fast bestanddel i deres liv, en fodnote på hver side, en sky på enhver himmel. Det er ikke forbrydelser »begået i affekt«, som det så ofte hed sig, eller i lidenskab, men i en indædt trang til at udøve kontrol og fasttømre eller genindføre magtstrukturen. En stor del af de drab, der begås i hjemmet, er afstraffelser af eller forsøg på fortsat kontrol over kvinder, der har meldt ud, at de vil gå, har forsøgt at gå eller er gået fra deres mænd. At dræbe en person er at dræbe hendes frihed, hendes selvstændighed, hendes styrke, hendes stemme. Når mange mænd mener, at de har retten til og behovet for at kontrollere kvinder, med eller uden vold, siger det meget om de tankemønstre, der omgiver dem, og den kultur, vi lever i.
    mariellajensenhar citeretfor 2 år siden
    Pandemien af campusvoldtægter er en påmindelse om, at denne specifikke forbrydelse ikke begås af en gruppe, der på nogen måde kan afskrives som marginal; fraternities på eliteinstitutioner lige fra Vanderbilt til Stanford har lagt scene til ekstremt brutale handlinger; hvert forår udklækker de ypperste universiteter et nyt kuld ustraffede voldtægtsforbrydere. De minder os om, at denne følelsesløshed ligger helt inde i kernen, ikke ude i periferien, at manglende empati og respekt er centralt, ikke marginalt.
    mariellajensenhar citeretfor 2 år siden
    Diskrimination er oplæring i ikke at identificere sig med eller føle empati med andre, fordi de i en eller anden forstand er anderledes,
    mariellajensenhar citeretfor 2 år siden
    Morris skriver, at voldtægtsofre og soldater har meget tilfælles. Traumer griber forstyrrende ind i fortællingen om livet, fordi de knuser erindringen til brudstykker, der ikke bliver anerkendt som en troværdig historie, endda nogle gange af fortælleren selv – og på den måde kommer nogle ofre for voldtægt og andre grusomheder ud af det med fragmentere
    mariellajensenhar citeretfor 2 år siden
    oplæring i at tro på, at forskelle er alt og fælles menneskelighed intet.
    I sin bog Love and War: How Militarism Shapes Sexuality and Romance argumenterer Tom Digby for, at vores samfund er et militariseret samfund, hvor mænd på talrige måder bliver presset til at påtage sig soldaters skikke og færdigheder. En soldat, der er omgivet af andres død og risikoen for også selv at dø eller blive lemlæstet, lukker af. Det samme gør mange overlevende efter grusomheder, individuelle såvel som kollektive – grusomheder, som ofte bliver begået af dem, der netop lukker af for at kunne begå disse grusomheder. Robert Jay Lifton beskrev denne følelsesløshed som Death in Life, titlen på hans bog om overlevende efter Hiroshima. Hans argument er, at de overlevede r
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)