Hvorfor hun ikke kunne være sød ved dem, vidste hun ikke. Hun elskede dem så højt. Nogle gange så hun på dem og blev så overvældet af kærlighed, at hun var nødt til at ødelægge det. Bagefter blev hun vred på sig selv. De var så smukke. De havde været så smukke. De var så tillidsfulde og søde. Det fik hende til at føle sig ikke-god. Uværdsat. De fik hende til at føle sig irrelevant. Sådan var det.

De vidste ikke, hvem hun var – deres mor, Rosaleen Madigan – og de behøvede ikke vide det. Hun var en ældre kvinde, som havde desperat brug for deres hjælp, og mens hendes fravær voksede, så det fyldte hele den kolde bjergside, krympede hun ind til et menneske – et hvilket som helst menneske – skrøbelig, dødelig, gammel.

Jeg havde giftet mig og fået børn tidligt for ikke længere at være datter, men mor