Karen Fastrup

En mor tror nok, hun kender sine børn og forstår dem, men hvert eneste barn ved en dag, at det gør hun ikke. Alligevel, når jeg sidder og holder om hende, er jeg ikke helt alene. Med sit barn på skødet er man så tæt på et menneske, som man kan komme

Jeg nøler lidt, krydser det slidte trægulv, ramler ind i en mand med en kam i hånden, han ser opgivende på mig, se dig for, jeg slår blikket ned, går videre derhen hvor A står med sit kamera.

Hvorfor skal slægtens liv dog videreføres og vores længsel stilles gennem et organ, som vi flere gange daglig benytter som afløbsrør for urenhed; hvorfor kunne det ikke ske ved en akt, hvori der både lå værdighed og skønhed og den højeste vellyst? En akt, der kunne udføres i kirken, for øjnene af alle, såvel som i mørket og tosomheden? Eller i et rosentempel midt i sollyset, til brudefølgets korsang og dans.

Jeg skriver sjældent en tanke ned, første gang den kommer til mig. Jeg venter og ser, om den kommer igen.

Den dag må og skal komme, hvor retten til at dø bliver aner­kendt som en langt vigtigere og mere ubestridelig menneske­ret end retten til at lægge en seddel i valgurnen. Og når tiden er moden til det, skal alle uhelbredeligt syge – og også alle ”kriminelle” – have ret til lægens hjælp, hvis de vil udfries.

Jeg har altid været lidt ensom. Jeg har båret min ensomhed med mig gennem menneskemylderet som sneglen sit hus. For nogle er ensomhed ikke en omstændighed, de er havnet i, men en egenskab. Og min ensomhed lader kun til at blive dybere af dette; uanset hvordan det ender, om det ender godt eller skidt – for mig bliver ”straffen” i hvert fald enecelle på livstid.