Sarah Jio

jeg havde lyst til at le, men jeg kunne slet ikke lade være. “Folk arrangerer mesterskaber i stensmut herude?”
“Det kan du tro,” sagde han. “Nu er det din tur.”
Jeg kiggede ned i sandet og rakte ud efter en flad sten. “Okay,” sagde jeg, førte armen bagud, så fremad og slap stenen. Den ramte vandoverfladen med et plask og gik til bunds. “Der kan du selv se. Jeg dur ikke til det.”

omkring. Jeg løsner snoren og nærstuderer

ingen vegne.”
Det føles, som om mit hjerte er ved at blive kløvet