Lisa Ridzén

Jeg sagde det, som det var, at den slags havde vi ikke råd til.

Jeg begynder at grine, så mobilen duver på min mave, og forsøger at komme i tanke om noget, Ellinor har sagt, som Ture ville synes om.

Jeg møder Kalles blik og kan mærke, at jeg ikke vil det her længere. Jeg har lyst til at rejse mig op og gå min vej. Men jeg bliver siddende og nikker langsomt.

men jeg bliver glad, når jeg hører, at du tager så hårdt fat i deres tøj, at dine knoer bliver helt hvide.

At have sin demente kones tørklæde gemt i en dåse for at kunne mindes hendes duft, er alligevel i bund og grund patetisk. Derfor er det kun Ingrid, der ved noget om det. Selv dig ville jeg skamme mig over for. Vi var ikke sådan nogle, der gik og sagde ømme ord til hinanden. Vi behøvede ikke den slags.

skæg.
“Du ligner sgu en vildmand,” brummede han en sommeraften, lige da vi skulle t

Men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved hans uro og hastværk.

Jeg blev slået af, hvor stærk jeg følte mig, kan jeg huske nu, hvor jeg står og stryger med fingeren over billedet. At jeg var forundret over, at en fisketur og en enkel aborre-middag kunne føles så godt.

Jeg ved, at du syntes, jeg var et pjok, fordi jeg ikke kunne klare at skyde dyr.

Malin er hans Ingrid. Vi får omtrent samme niveau af hjælp fra hjemmeplejen. De vasker os og fodrer os af og gør rent i vores hjem. Vi plejer at lave sjov med, at det eneste, vi skal gøre, er at åbne munden og gå med dem på badeværelset, når de siger til.