Ann-Elisabeth Knudsen

Fra indskolingen begynder opmærksomhedsvanskelighederne at give Frederik store problemer. Han formår ikke at veksle mellem at lytte til læreren og skrive i sin bog eller på sin computer uden at miste koncentrationen. Alle mulige, også totalt irrelevante sanseindtryk, trænger sig på, er svære at sortere fra og gør ham ufokuseret og forvirret. Det er umuligt at koncentrere sig om opgaverne ret længe ad gangen uden at blive afledt af egne indre impulser som at skulle tisse, være tørstig, have det for varmt osv. Hyperaktiviteten kan også betyde, at han ikke sidder ret længe ad gangen på sin stol, og han når typisk ikke at tænke, før han handler, hvilket forstærker problemerne med kammeraterne. Hyperaktive børn har færre venner og flere sociale samspilsproblemer end andre børn.
Følelsesmæssige problemer i form af ængstelse og tristhed optræder ofte, især hos lidt ældre børn. Så selvom et barns ADHD-vanskeligheder

an være aftagende med hjernens fortsatte udvikling frem mod puberteten, vil mængden af nederlagsoplevelser være med til at fastholde de emotionelle problemstillinger. Jo mere selvstændighed alderen kræver, des tydeligere for omgivelserne bliver det også, at barnet glemmer sine aftaler og beskeder, roder, mangler overblik og kun kortvarigt fastholder opmærksomhed på leg eller undervisning.

for børn og unge med ADHD giver medicinen altså ro og fokus. Af og til kan man høre denne type medicin omtalt som „opmærksomheds-Panodil“ eller „anti-rastløsheds-Panodil“.