Selviscenesættelse er et alment menneskeligt fænomen og ikke forbeholdt professionelle politikere og selvoptagne skabekrukker. Som Shakespeare siger: Verden er en scene, og vi er alle aktører.2 Men i mange tilfælde er iscenesættelsen ubevidst, usystematisk eller uhensigtsmæssig, fordi vi har accepteret andres “casting” af os: Nøglepersoner har tidligt i vor

tilværelse mere eller mindre direkte fortalt os, hvordan de opfatter os (“du tegner ikke nær så godt som din storesøster”, “du er bestemt ikke noget matematisk geni”, “du er og bliver et sjuskehoved”). Hvis disse budskaber har været tilstrækkeligt hyppige og konsistente, har vi efterhånden gjort omgivelsernes opfattelse af os til vor egen. Gradvis er andres bedømmelse af os blevet til vor egen selvopfattelse.

Erkendelsen af, at „sandheder“ ikke er andet end overbevisninger, som vi har haft i længere tid, og at „overbevisninger“ blot er tanker, vi har haft i nogen tid, har virkelig styrket min bevidsthed om tankens forbløffende kraft.