Kim Langer

n anden. Først kastede han et par håndfulde sild ud til søløverne. De store dyr pilede rundt i vandet og spiste sildene på ingen tid. Bagefter stak dyrepasseren to fingre i munden og piftede. Søløverne svømmede en sidste runde, og så skød fire glinsende kroppe op af vandet og satte sig på de kunstige klipper. Dyrepasseren kastede ringen. Den største søløve greb den på snuden og vraltede hen og afleverede den til dyrepasseren til gengæld for en sild.

„Ha-ha,“ klukkede Robin. „De ligner fuldstændig de kawaii-numser, du altid tegner.“

Men Samrita hørte ikke efter. Hun kiggede ned i den anden ende af anlægget, hvor der lå en søløve helt alene. Det var først nu, Robin fik øje på den.

ude i opgangen. En rund låge i væggen, som man åbnede med et håndtag, og så kunne man bare smide sit skrald ud dér. Robin syntes, det var temmelig smart med sådan en skakt. Især når man boede helt oppe på tredje sal. Det var sikkert også meget godt for skraldet. På den måde fik det i det mindste en sjov rutsjebanetur, før det endte på forbrændingsanstalten.
Robin bandt knude på posen og åbnede lågen. „Farvel, lille skraldepose,“ sagde han og lagde hovedet på skrå for at lytte. Han elskede svuuuusjjj-lyden, når affaldsposen susede ned gennem skakten

åbnede med et håndtag, og så kunne man bare smide sit skrald ud dér. Robin syntes, det var temmelig smart med sådan en skakt. Især når man boede helt oppe på tredje sal. Det var sikkert også meget godt for skraldet. På den måde fik det i det mindste en sjov rutsjebanetur, før det endte på forbrændingsanstalten.
Robin bandt knude på posen og åbnede lågen. „Farvel, lille skraldepose,“ sagde han og lagde hovedet på skrå for at lytte. Han elskede svuuuusjjj-lyden, når affaldsposen susede ned gennem skakten