André Aciman

Alt det jeg ken­der i dag – smer­ten, fyrig­heden, spænd­ingen ved at mø­de en ny; løf­tet om al den lyk­sa­lig­hed der ven­ter få centi­meter fra mi­ne finger­spidser; min klodset­hed i for­hold til folk jeg må­ske fejl­læser og ik­ke har lyst til at mis­te, og hvis hand­lin­ger jeg he­le ti­den for­søger at forud­sige; min de­spe­rat ud­spe­kule­rede må­de at op­fø­re mig på over for al­le dem jeg har lyst til, og som jeg kræ­ver skal ha­ve lyst til mig; al­le de af­skærm­nin­ger jeg sæt­ter op mel­lem mig selv og ver­den, som om der ik­ke kun var én, men ad­skil­li­ge lag skyde­døre af ris­papir; min vold­somme trang til at kry­ptere og de­krypte­re no­get som fak­tisk ik­ke var kode­sprog til at be­gyn­de med

Vi er ik­ke kun skre­vet for ét in­stru­ment; det er jeg ik­ke, og det er du hel­ler ik­ke.

Det her er som at kom­me hjem, som at kom­me hjem ef­ter i åre­vis at ha­ve væ­ret blandt tro­jane­re og laistry­go­ne­re, som at kom­me hjem til et sted hvor al­le er som én selv, hvor folk ved, ba­re ved – kom­me hjem som når al­ting fal­der på plads, og det plud­se­lig går op for én at man i syt­ten år ba­re har fum­let med den for­kerte kom­bi­nat­ion. Det var på det tids­punkt jeg be­slutte­de at til­kende­give – uden at rø­re mig ud af ste­det, uden at be­væ­ge en enes­te mus­kel i krop­pen – at jeg var vil­lig til at gi­ve ef­ter hvis du pres­sede, at jeg alle­rede gav ef­ter, var din, din og kun din, bort­set fra at du plud­se­lig var for­svun­det