André Aciman

»Cor cor­di­um, hjer­ter­nes hjer­te, jeg har al­drig sagt no­get me­re sandt til no­gen i he­le mit liv.«

Hvad la­ve­de man her i om­rå­det?

Ik­ke no­get. Ven­te­de på at som­meren slut­te­de.

Hvad la­ve­de man så om vin­te­ren?

Jeg smi­le­de ad det svar jeg skul­le til at gi­ve. Han for­nem­mede det og sag­de: »Du skal ik­ke si­ge det: Ven­ter på det bli­ver som­mer, ik­ke?«

hans øj­ne som, når de send­te én det an­det, ven­li­gere blik, ram­te én som Gen­opstan­del­sens mi­ra­kel