bookmate game
da

Johannes Sløk

  • holmgaardposthar citeretsidste år
    Hvert individ må begynde forfra og på den måde, i sin egen individuelle virkelighed, gennemløbe hele slægtens udvikling.
  • holmgaardposthar citeretsidste år
    Man er først menneske, når man har gjort sig til menneske, og at gennemføre den proces er den opgave af eksistentiel, etisk, religiøs karakter, der er stillet ethvert menneske; og den opgave adskiller sig fra alle andre tænkelige opgaver derved, at den er lige let eller lige svær for alle.
  • holmgaardposthar citeretsidste år
    Det er på én gang et virkeligt konkret menneske og dog kun en eksistentiel, etisk, religiøs mulighed for at blive et autentisk menneske.
  • holmgaardposthar citeretsidste år
    Hvis et menneske ikke foretager virkeliggørelsens proces, udebliver selvet; mennesket bliver ikke identisk med sig selv, men det fortaber sig ud i alt det meget, som det umiddelbart er.
  • holmgaardposthar citeretsidste år
    Det spidsborgerlige i spidsborgeren beror på, at han uden forbehold og udtømmende, men uden at ane det, er et produkt af, hvad det givne samfund og dets kultur ufravigeligt vil gøre en person med hans medgivne forudsætninger til. En spidsborger lever hen i den illusion, at han selv frit har truffet de beslutninger, som anonyme kræfter i virkeligheden har truffet på hans vegne.
  • holmgaardposthar citeretsidste år
    Men en sådan etisk relativisme finder ikke nåde for Kierkegaards øjne. Han ønsker ikke at ‘redde’ den etiske modsætning mellem godt og ondt ved at finde en eller anden intakt kerne, der altid gælder. Han tænker tanken til ende og standser ved den rene nihilisme. Hvis vi alene henholder os til indholdet af begreberne om godt og ondt, da er konklusionen uundgåelig: Ligegyldigt hvad indhold man giver disse begreber, så har det helt ud historiske rødder og mangler derfor den absolutte gyldighed, som kun a-historiske, evige begreber kan være udstyret med. Etikken ejer ikke den evige gyldighed, som logiske og matematiske sandheder er i besiddelse af.
  • holmgaardposthar citeretsidste år
    Han er ikke en mørk pietist, der forlanger forsagelse af denne verden eller af livets goder; han er ikke tilhænger af en asketisk livsforståelse; han er overhovedet ikke nogen ynder af at stille krav for kravets egen skyld, eller fordi der foresvæver ham et menneske-ideal af stram moralistisk fornemhed. Tværtimod! Kierkegaard var en livsnyder, ikke blot i sin private livsførelse, men også af et filosofisk princip. Nøgleordet for ham er glæde. Det sande mål for al stræben er at kunne leve hen i dyb og uforstyrret glæde over livet, at kunne tage det til sig, fra øjeblik til øjeblik, og nyde det. Helt ud, i fulde drag, absolut og ubetinget. En moralist, der møder op, med løftet pege finger, og forlanger afkald og skår i glæden, er i hans øjne en i bund og grund afskyelig person. Hvis man ikke fastholder det, misforstår man alting. Lad mig derfor gentage det: Efter Kierkegaards mening er det den selvfølgeligste af alle sandheder, at man skal glæde sig over livet og nyde det med alle sanser.

    Den etiske fordring, der dukker op, og som ganske rigtigt bliver strengere og strengere for til slut at ende i det umenneskelige, har overalt og på alle punkter kun det ene formål: at give mennesket betingelsen for at kunne glæde sig over livet, eventuelt give det betingelsen tilbage, for så vidt nemlig mennesket af sære grunde har forlist den.
  • holmgaardposthar citeretsidste år
    Men, kunne man spørge, hvad skal da det hele postyr til for? Vi lever alle sammen umiddelbart som spidsborgere, og når det sådan set er i sin orden, hvorfor så ikke simpelt hen blive ved med det? Hvad skal vi i grunden med hele Kierkegaards filosofi, når den ikke bestiller andet end at rejse vanskeligheder?

    Kierkegaards svar er, at det ikke blot er fortabthed at leve som spidsborger; det er fortvivlelse. Det skal indrømmes, at påstanden ikke er ganske indlysende. Man kan jo meget vel tænke sig en spidsborger leve glad og lykkelig sit ganske liv igennem, uden nogen sinde at føle den fjerneste fortvivlelse. Hvad vil det så sige, at hans liv er fortvivlelse? Det er indlysende, at ordet må være anvendt i en særlig betydning, at der ikke her er tale om den følelse, vi alle kender, og som vi kalder fortvivlelse, den følelse, der griber os, når alt går forkert, når katastrofen indtræffer, når ulykkerne rammer os, og vi ikke kan se nogen hjælp eller udvej. Men hvad betyder ordet da?

    Det kan være svært at svare nøjagtigt på det. Men tanken er, at spidsborgeren, der jo har fortabt sig ud til alle de ydre forhold, som han ikke behersker – eller som ikke har erhvervet sig selv som et selv – uomgængeligt nu er bundet til og afhængig af disse ydre forhold. Hans liv beror ikke på ham selv; det beror på forholdene. Hvis de tegner sig tilfredsstillende, så har han det rart og kan glæde sig over livet; men begynder det at gå galt med ham, kommer tilbageslagene og ulykkerne, da har han ikke noget at falde tilbage på, thi det
  • holmgaardposthar citeretsidste år
    er forholdene, han er afhængig af. Følgelig må han i bogstavelig forstand fortvivle. Men at leve under det vilkår, at man således er afhængig af forhold, der er unddraget ens herredømme, selve det er at leve i fortvivlelse.
  • holmgaardposthar citeretsidste år
    Måske kan man derfor fremsætte den påstand, at hvad Kierkegaard til syvende og sidst er ude på i sit samlede forfatterskab, er at få lidenskaberne døbt. Hvilket da ikke blot betyder, at de skal fremhæves som noget vigtigt og centralt, men at de skal anerkendes som selve kernepunktet i kristendommen.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)