Johannes Sløk

Efter stoikernes mening findes der også i mennesket en altruistisk impuls; den kommer tydeligst frem i forældrenes og børnenes indbyrdes kærlighed, men for stoikernes blik udvider den sig til at omfatte ethvert menneske. Det andet menneske hører sammen med en selv, og der er derfor i mennesket en naturlig tilbøjelighed for fællesskabet.

Vor tænker Cleanthes sagde, at der er fire grunde til, at den idé, at der er guder til, er dannet i menneskers sind. Han stillede den først, som jeg netop har talt om, nemlig at ideen opstår på grund af en forudanelse om kommende ting; den anden grund han nævner er den, vi har hentet ud fra den mængde velgerninger, som vi indser beror på vort tempererede klima, jordens frugtbarhed og en stor mængde andre goder; den tredje beror på den frygt, sjælen gribes af ved lyn, storme, regn, sne, hagl, oversvømmelser, pest, jordskælv og hyppige jordrystelser, byger af sten og regndråber, der er blodrøde, desuden jordskred og pludselige revner i jorden, endvidere unaturlige vanskabninger hos mennesker og dyr, himmellys, der kommer til syne, og de stjerner, som grækerne kalder kometer, men som vi kalder »de langhårede«, sådan som det f. eks. nyligt skete under den octavianske krig som et forvarsel om store ulykker, eller en dobbelt-sol, hvad min far har fortalt mig indtraf under Tuditanus’ og Aquilius’ konsulat, netop det år da Roms anden sol, Publius Africanus, blev udslukket; alle disse ting har fyldt mennesker med frygt og fået dem til at ane, at der eksisterer en eller anden himmelsk og guddommelig magt. Den fjerde og vægtigste grund er himlens ensartede bevægelse og omdrejning, solens, månens og alle stjernernes adskilthed, forskellighed, skønhed og orden; det blotte syn af alt dette angiver tilstrækkeligt, at det ikke er blevet til på tilfældig måde. Hvis man går ind i et hus, en sportshal eller en offentlig forsamling og iagttager den orden, regelmæssighed og det system, der hersker overalt, da kan man ikke mene, at alt det er blevet til uden grund, men man indser, at der er en eller anden, der står i spidsen for det og behersker det. Når man derfor står over for disse vældige bevægelser og skiftende faser, hele denne orden blandt de utallige og store himmellegemer, i hvilke der i den uoverskuelige, ja uendelige fortid aldrig er sket den ringeste fejl, da er det i langt højere grad uomgængeligt at fastslå, at de enorme bevægelser i naturen bliver styret af en eller anden intelligens.

Eller Chrysippos, der jo var en mand af usædvanlig skarpsindig begavelse, når han siger følgende, da er det næsten, som om han ikke selv har fundet på det, men har lært det af selve naturen: »Hvis (siger han) der nemlig er noget i tingenes natur, som menneskets fornuft, indsigt, magt eller evne ikke kan