Kierkegaards univers. En guide til geniet

For assessor Wilhelm hersker der ingen tvivl. Når han vælger sig selv som den, han faktisk er, vælger at ville være sådan, da har han det fulde ansvar for sig selv. Hvis han altså, for at blive ved det eksempel, er alkoholiker, så er han selv skyld i det; han har villet det og valgt det og har påtaget sig ansvaret for det, og kan ikke undskylde sig med, at det er en medfødt tilbøjelighed, eller at hans far var fordrukken, eller at han havde en trist barndom og tidligt kom i dårligt selskab. Alt dette kan være rigtigt nok, objektivt set, men det hjælper ham ikke at fremføre det, for han har jo valgt at ville sig selv, og så er det hans ansvar ganske alene. Og så har han også det fulde ansvar for, hvad han vil gøre ved den sag, og hvad han end vælger at gøre, kan han gøre det uden desperation og fortvivlelse. Thi i valget ligger også forsoningen og beroligelsen. Måske kan man hævde, at ved at ville sig selv har han også ubetinget tilgivet sig selv; så mislykkes det, gør det ikke noget.

Spidsborgeren var travlt optaget af at vælge; i livets mangeartede situationer viste der sig altid flere muligheder for handling, og det var naturligvis nødvendigt at vælge mellem dem for overhovedet at komme til at handle. Og spidsborgeren var af den mening, at han virkelig selv var fuldt ud i stand til at vælge. Men det var et selvbedrag. Spidsborgeren var på forhånd ude i livet, optaget af dets gøremål, fanget ind af dets mange kræfter og funktionssammenhænge. Når han valgte, var det derfor i virkeligheden slet ikke ham selv, der traf valget, frit; de anonyme kræfter havde truffet valget på hans vegne, og han var blot den, gennem hvem disse kræfter gennemførte deres forehavende. Der findes ikke sådan noget som en fri vilje i betydningen frie valgmuligheder (liberum arbitrium hedder det på latin i den sædvanlige filosofiske sprogbrug).

Det havde æstetikeren fuldt ud gennemskuet, så han formulerede på sin egen noget særprægede måde den principielle destruktion af valgets mulighed. Det er ikke muligt at vælge, for valget viser sig overhovedet ikke at være noget valg, men en tom gestus, et slag i luften. Valget har nemlig ingen konsekvenser, eller, sådan kan man også sige det, valget har nøjagtigt den samme konsekvens, ligegyldigt hvad man vælger. Valget er af mægtigt og ørkesløst. Den sande visdom består følgelig i slet ikke at vælge eller at vælge ud i luften, vilkårligt, for i næste øjeblik igen ud i luften, vilkårligt, at vælge noget andet. Altså at vælge på skrømt og derigennem forvandle livet fra virkelighed til en maskerade.

Nu derimod er det omsider lykkedes for etikeren at påvise valgets sted og virkelighed. Man skal vælge sig selv. Men det er unægteligt et valg af en helt egenartet struktur, så lad os se lidt nøjere på det. Den første ejendommelighed ved dette valg er, at det ikke er et valg af et eller andet; man vælger ikke mellem forskellige muligheder; det er ikke sådan, at man også kunne have valgt noget andet. Man vælger jo sig selv, man vælger det ganske bestemte, som man selv er. Man skal altså ikke vælge, hvad man vil være, at man vil være forfatter, landmand eller den slags; det er heller ikke sådan, at man beslutter sig for, hvordan man vil være, at man vil være flittig eller elskværdig eller dydig. Slet ikke, for man vælger det, man faktisk er, sig selv. Og man har rent faktisk ikke andre muligheder end sig selv. Og den eneste foreliggende mulighed, den vælger man da.

Det er et umådeligt markant udtryk for det eksistensfilosofiske i Kierkegaards tænkning. Det er først, når et menneske lidenskabeligt forsøger på at finde et autentisk grundlag for sin eksistens, at begrebet om Gud viser sig som et begreb, der ikke lader sig overse, fordi det alene er i forhold til det begreb, eksistensen overhovedet lader sig realisere. Det afsløres i eksistensens krisesituation, at mennesket ikke kan forstås alene ud fra sig selv, men at det blot som menneske forholder sig til noget fremmed, til Gud.