Kristian Gintberg

”Fru Pudderkvast, mit forstørrelsesglas betyder virkelig meget for mig, men nu er det væk. Hvad lavede du egentlig i nat?”

Pudderkvast, mit forstørrelsesglas betyder virkelig meget

var god nok. Der manglede ikke noget. Og dog

Kristian tog hen på torvet i Ramasjang for at afhøre den første skurk, Danse Staffan.

Det var en rolig formiddag i Kristians underjordiske hule. Alt åndede fred og idyl, og Kristian var gået i gang med forårsrengøringen. Han var ved at støvsuge under sengen, da han ramte sin fars gamle natpotte. Han kiggede i natpotten og fik et chok. Han var sikker på, at han aldrig havde brugt den, men alligevel var den fyldt med tis, som ovenikøbet så meget mærkeligt ud.
Kristian blev nervøs. Hvis nogen havde været her og tisset i natpotten, havde de måske også snuppet noget i hulen. Han skyndte sig hen til den hemmelige globusbar. Han havde en sær fornemmelse og frygtede, at hans elskede

indkøbsvogn. Snip snap snude, det var, hvad jeg lavede i nat, unge mand!”

Fru Pudderkvast kiggede bestemt på Kristian. Bulen i hendes pande lignede nærmest en enhjørnings spidse horn. Han fornemmede, at hun ikke var i humør til flere spørgsmål. Og han lagde mærke til alle de tomme kartoner rødbedejuice på jorden. Hun måtte have været tørstig.
Kristian takkede Fru Pudderkvast for snakken og gik videre for at afhøre den næste skurk.
På Ramasjang Stadion var tilskuerne for længst gået hjem. Den eneste, der sad tilbage, var selvfølgelig fodboldtossen Ronni Roligan. Da

”Desuden kan jeg fortælle dig, præcis hvad jeg lavede i nat. I går aftes sad jeg og sorterede mine frimærker. Men jeg glemte at spise mine sukkerknalder, som jeg er så afhængig af, og derfor faldt jeg i søvn med hovedet nede i frimærkerne. Da jeg vågnede et par timer senere, lignede jeg et helt trafiklys med frimærker i hele hovedet. Det var et rod, og jeg måtte sidde hele natten og sortere frimærkerne igen.”
Kristian betragtede den gamle skurk. Han så altid ud, som om han var ude på noget, men hans historie lød meget troværdig, og Kristian lagde mærke til frimærkestumperne på hans fingre.
”Okay, tak for historien, Reichardt Thomsen. Der er bare lige en ting, jeg skal bede dig om.”
Og så malede Kristian undersiden af Reichardt

Fodboldtossen Ronni Roligan stod på Ramasjang Stadion og øvede sig i at heppe med diverse båthorn og trommer. Det eneste, der afbrød hans endeløse ’lå lå låååå’, var når hans store fortænder tyggede sig igennem de franske hotdogs. Han fik næsten pølsen i den gale hals, da han fik øje på Kristian. Ronni Roligan slog over i en flabet latter.
”Ha ha! Hva’ sker der, mand?” udbrød han i en krampagtig falset. ”Du ligner en, der har tisset i bukserne!”
”Det er, fordi der er nogen, der har snuppet mine seler,” forklarede Kristian. ”Uden dem falder mine bukser ned. Og jeg tror, det er dig, der har snuppet dem, Ronni

”Seler? Hvad i himlens navn skulle jeg bruge seler til, unge mand? Det eneste, jeg har på benene, er mine underbukser,” hvæsede den gamle og trak badekåben til side, så Kristian kunne se de stribede underbukser, som vist ikke havde set en vaskemaskine i årevis.

”Desuden kan jeg fortælle dig, præcis hvad jeg lavede i nat. I går aftes sad jeg og sorterede mine frimærker. Men jeg glemte at spise mine sukkerknalder, som jeg er så afhængig af, og derfor faldt jeg i søvn med hovedet nede i frimærkerne. Da jeg vågnede et par timer senere, lignede jeg et helt trafiklys med frimærker i hele hovedet. Det var et rod, og jeg måtte sidde hele natten og sortere frimærkerne igen.”
Kristian betragtede den gamle skurk. Han så altid ud, som om han var ude på noget, men hans historie lød meget troværdig, og Kristian lagde mærke til frimærkestumperne på hans fingre.
”Okay, tak for historien, Reichardt Thomsen. Der er bare lige en ting, jeg skal bede dig om.”
Og så malede Kristian undersiden af Reichardt Thomsens sutsko sort og fik ham til at sætte sit fodspor på papiret, og han trippede ud af bodegaen med bukserne nede om anklerne.

Fodboldtossen Ronni Roligan stod på Ramasjang Stadion og øvede sig i at heppe med diverse båthorn og trommer. Det eneste, der afbrød hans endeløse ’lå lå låååå’, var når hans store fortænder tyggede sig igennem de franske hotdogs. Han fik næsten pølsen i den gale hals, da han fik øje på Kristian. Ronni Roligan slog over i en flabet latter.
”Ha ha! Hva’ sker der, mand?” udbrød han i en krampagtig falset. ”Du ligner en, der har tisset i bukserne!”
”Det er, fordi der er nogen, der har snuppet mine seler,” forklarede Kristian. ”Uden dem falder mine bukser ned. Og jeg tror, det er dig, der har snuppet dem, Ronni

Kristian betragtede den gamle skurk. Han så altid ud, som om han var ude på noget, men hans historie lød meget troværdig, og Kristian lagde mærke til frimærkestumperne på hans fingre.
”Okay, tak for historien, Reichardt Thomsen. Der er bare lige en ting, jeg skal bede dig om.”
Og så malede Kristian undersiden af Reichardt Thomsens sutsko sort og fik ham til at sætte sit fodspor på papiret, og han trippede ud af bodegaen med bukserne nede om anklerne.