Jeg var tiltrukket af rollen på grund af dobbeltheden i Stephens triumfer udadtil med sit videnskabelige arbejde og den indre kamp mod motor-neuron-sygdommen, som begyndte, da han var i starten af tyverne. Hans liv var en unik, kompleks og righoldig historie om menneskelig udholdenhed, familieliv, store akademiske bedrifter og ren trods stillet over for de utallige forhindringer. Det, vi ønskede, var at vise det inspirerede menneske og samtidig den stædighed og det mod, der var vilkåret for Stephens liv, og som både han selv og de, som holdt af ham, udviste.

Men det var lige så vigtigt også at vise den side af Stephen, som gjorde ham til en vaskeægte showman. Jeg endte med at have tre billeder hængende i min vogn på filmsettet, som jeg brugte som pejlemærker. Det ene var det af Einstein, som rækker tunge, fordi der er et lignende legesygt vid på spil hos Hawking. Det andet var en joker fra et sæt spillekort gengivet som en dukkefører, fordi jeg tænker, at Stephen altid havde folk i sin hule hånd. Og det tredje var af James Dean. Det var det, jeg fornemmede, da jeg mødte ham – det skarpe glimt i øjet og humoren.

Det største pres forbundet med at spille en nulevende person er, at man må stå til ansvar for sin præstation over for det menneske, man har portrætteret. I Stephens tilfælde var dette ansvar udvidet til hans familie, som havde været meget åbne og gavmilde over for mig i forbindelse med mine forberedelser til filmen. Før Stephen så den til en screening, sagde han: “Jeg vil fortælle dig min ærlige mening. Godt. Eller det modsatte.” Jeg svarede, at hvis det var “det modsatte”, kunne han måske bare nøjes med at sige “modsat” og spare mig for de skånselsløse detaljer. Generøst nok sagde Stephen, at han havde nydt filmen. Den havde rørt ham, men typisk for ham sagde han også, at han nu mente, at der burde have været mere fysik og færre følelser. Hvilket er umuligt at modsige.

Siden Teorien om alting har jeg bevaret kontakten med familien Hawking. Jeg var rørt over at blive bedt om at læse højt ved Stephens begravelse. Det var en utrolig trist, men fantastisk dag, fuld af kærlighed og glædelige minder og refleksioner over denne den modigste blandt alle mænd, som har været en ledestjerne for hele verden igennem sin videnskab og i sin kamp for at give handicappede mennesker en berettiget anerkendelse og de rette muligheder for at trives og

Men i 1929 gjorde Edwin Hubble den skelsættende iagttagelse, at ligegyldigt hvor man kikker hen, er der fjerne galakser på vej væk fra os.

Det blev derfor foreslået, at der eksisterede en substans kaldt “æteren”, som var til stede alle vegne, selv i det “tomme” rum.