Anne Marie Bjerg

t så godt som oberstinde Ekenstedt, var de ikke forbavsede over at stockholmerne var så betaget

Om aftenen gik jeg med min tante hen til huset hvor man sørgede. Solen var gået ned; men i vinduesruderne i de huse som vendte mod vest spejlede en stor skybanke sig gyldenbrun. Nannie tog imod os i forstuen; og da det ville have været upassende at råbe ad hende, trykkede min tante hendes hånd i stedet.

Erfaringen havde forbitret hans hjerte over for verden. Men han havde ikke mistet ethvert håb. Han følte sig bedre tilpas efter at have spist end før, mindre træt af livet, mindre forkuet. Måske ville det alligevel lykkes for ham at finde en lun lille krog at slå sig ned i og leve lykkeligt, hvis bare han kunne støve en god enfoldig pige op der havde lidt grunker.