Jacob Weinreich

    Julie Gry Koefoed Carstensenhar citeretfor 2 år siden
    Hvis nogen vil rejse, og man ikke vil have, at de rejser, må man give dem en god grund til at lade være.
    Det er jo sådan set simpelt nok. Det, som så er mindre simpelt, er selvfølgelig at finde ud af, hvad den gode grund skal være.
    Julie Gry Koefoed Carstensenhar citeretfor 2 år siden
    Bagefter sker der noget inde i mig. En dagdrøm, der bliver til virkelighed. En forestilling. Pludselig falder alle bøgerne ned fra reolerne. Alle. På én gang. Og samtlige sider i samtlige bøger river sig løs og svæver gennem luften, dansende, som var det fjer fra en dyne, der blev hvirvlet op i luften, og midt i hele dette virvar af dansende, svævende papirsider træder Oskar ind fra siden og ser på mig. Ser direkte på mig med et smil, der siger: “Det skal være os to, Sara. Selvfølgelig skal det det. Kom og kys mig.”
    Julie Gry Koefoed Carstensenhar citeretfor 2 år siden
    “Du må ikke blive ligesom min mor. Hun kan heller ikke finde ud af at sige noget. Jeg tror næsten, det er det mest ondskabsfulde ved sygdommen. At den altid er omgivet af stilhed. Forstår du, hvad jeg mener? Den suger alle lyde til sig. Ingen ved, hvad de skal sige. Og så kommer den der underlige tavshed, jeg ikke kan holde ud.”
    “Det er jo bare, fordi det er svært at tale om almindelige ting, når … alt det med kræft og …”
    “Død.”
    Der bliver så stille ved bordet, at jeg ikke kan få mig selv til at trække vejret.
    Julie Gry Koefoed Carstensenhar citeretfor 2 år siden
    “Og hvad så mere?” Hun lyder oprigtigt utålmodig. Spændt.
    “Og så opfandt jeg to dæmoner, Ran og Nergal, som jeg begyndte at tale med inde i Drømmeværelset. Og ikke nok med det. Jeg begyndte også at skrive alt muligt ned om dem. Jeg opfandt en hel verden. Dæmonernes Rige. Alle dæmonernes konger gennem historien. Deres fjender, deres … alt. Jeg opfandt næsten min egen verden.”
    Julie Gry Koefoed Carstensenhar citeretfor 2 år siden
    an kan sige meget om Sommerslev. Og det er ikke alt sammen lige godt. Men sådan en sommerdag, hvor vinden bærer fuglenes sang ind fra skoven, hvor ungerne fra byens eneste fritidshjem kommer marcherende hånd i hånd tværs over torvet, hvor solen skærer i øjnene, og hvor kioskmanden bakser med at få sin nye slushice-maskine op at køre, ja så er den altså bare ikke særlig uhyggelig. Og så virker det ærligt talt en smule komisk at sidde og tale om blodtørstige dæmoner. Der er simpelt hen noget med timingen, der ikke passer.
    Julie Gry Koefoed Carstensenhar citeretfor 2 år siden
    At blive forelsket er i høj grad at træde ind i et nyt land. Pludselig er det, som om den gamle verden ikke længere eksisterer. Som om virkeligheden ændrer sig. Ting, som før var vigtige, mister med ét deres betydning. Til gengæld er der andet, der pludselig er livsvigtigt: Hvordan man ser ud. Hvilket tøj man har på. Hvad man siger, når ham, man er forelsket i, er i nærheden. Og ikke nok med det: Man har også lyst til at snakke om ham hele tiden.
    Julie Gry Koefoed Carstensenhar citeretfor 2 år siden
    Jonathans værelse er smurt ind i fodboldplakater. Messi og Barcelona og en masse spillere, jeg ikke aner, hvem er. Jeg ruller gardinet ned og sætter mig på en stol ved siden af sengen. Han ligger og vrøvler lidt, men endelig holder han mund. Han holder min hånd. Det undrer mig, da han normalt er for sej til den slags. Og måske er det, fordi vi er helt alene, eller måske er det, fordi værelset pludselig virker mørkt og ensomt, at det faktisk føles godt. Jeg læner mig forsigtigt frem for at se, om han sover. Øjnene er lukkede nu, læberne let adskilte. Jeg fjerner en hårtjavs fra hans ansigt og rammes af en overvældende stærk trang til at beskytte ham, Jonathan, min lille Jonathan, der på en eller anden måde er for skrøbelig til den her verden
    Julie Gry Koefoed Carstensenhar citeretfor 2 år siden
    Der er så klart i luften i dag. En blid, venlig vind får træernes toppe til at bølge i bløde, vuggende bevægelser. Alt er lyst op. Kornmarkerne er så gule, at de næsten skinner. Jeg tror, det er den klareste dag, jeg nogensinde har oplevet. Man kan se hele verden, tænker jeg. En skør tanke, jeg ved det godt, men ikke desto mindre er det den, der fylder mit hoved, da vi mødes nede ved søen midt på eftermiddagen.
    Julie Gry Koefoed Carstensenhar citeretfor 2 år siden
    “Ellers er der jo ingen mening tilbage, Sara. Kan du ikke se det? Ellers er vi mennesker bare reduceret til vandmænd, der ligger i havoverfladen og er tvunget til at flyde i den retning, vinden blæser. Synes du måske, det lyder særlig rart?”
    amlichtenberghar citeretsidste år
    farens skæg, når han kom hjem om aftenen. Og måske kunne hun, Asta har gode sanser, hun behøver ikke engang briller, selvom hun tilbringer otte timer dagligt med at læse og rette og skrive
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)