da

Lev Tolstoj

  • Erik Johansen Jappehar citeretfor 5 måneder siden
    Ivan Iljitj døde som 45-årig dommer i appelretten. Han var søn af en embedsmand, der gennem forskellige ministerier og departementer i Petersborg havde gjort karriere af den slags, der fører folk frem til en position, de på grund af deres lange tjeneste og opnåede rang ikke kan smides ud fra, skønt det er klart, at de ikke duer til noget vigtigt arbejde. Og derfor får de nogle frit opfundne, fiktive arbejdsopgaver og nogle ikke-fiktive tusinder, mellem seks og ti, som de så modtager til deres høje alderdom.
  • Erik Johansen Jappehar citeretfor 5 måneder siden
    Meget snart, kun et år efter giftermålet, forstod Ivan Iljitj, at det ægteskabelige liv, selv om det medfører visse bekvemmeligheder, i virkeligheden er en meget kompliceret og vanskelig sag, som man, hvis man skal gøre sin pligt, det vil sige føre et sømmeligt og socialt acceptabelt liv, skal etablere en vis indstilling til, ligesom til sit arbejde.
  • Erik Johansen Jappehar citeretfor 5 måneder siden
    Den største pinsel for Ivan Iljitj var løgnen – den løgn, der af en eller anden grund var anerkendt af alle, at han kun var syg, ikke døende, og at han bare skulle være rolig og tage imod behandling, så ville det ende meget godt. Men han vidste, at lige meget hvad de gjorde med ham, ville det ikke ende med noget som helst andet end endnu mere smertefulde lidelser og død. Og denne løgn pinte ham, det pinte ham, at de ikke ville indrømme det, som alle vidste, og han vidste, men løj for ham om hans rædselsfulde situation og tvang ham selv til at tage del i denne løgn. Løgnen, denne løgn, som han blev udsat for lige før han skulle dø, den løgn, der fornedrede dette forfærdelige og højtidelige, som hans død var, til at være på niveau med visitter, gardiner og støren til middagen … Den var rædsomt pinefuld for Ivan Iljitj.
  • Milad Noorihar citeretfor 2 måneder siden
    ubehag voksede og blev til ikke en smerte, men til en følelse af konstant tyngde i siden og dårligt humør
  • Milad Noorihar citeretfor 2 måneder siden
    måtte han lade sig behandle, og hun krævede af ham, at han opsøgte en berømt læge.
  • Milad Noorihar citeretfor 2 måneder siden
    Alt var, som han forventede; alt gik, som det altid går. Både ventetiden og lægens påtagede vigtighed, som han genkendte, fordi det var den samme, han selv brugte i retten; og der var banken og lytten og spørgsmål, som krævede på forhånd bestemte og åbenlyst unødvendige svar, og en betydningsfuld mine, som indprentede én: De skal bare underkaste Dem os, så ordner vi alt – vi ved og tvivler ikke på, hvordan alt skal ordnes, altid på samme måde med et hvilket som helst menneske, De kan komme i tanker om.
  • Milad Noorihar citeretfor 2 måneder siden
    oktoren sagde: Det og det viser, at De har det og det indvendigt; men hvis den og den undersøgelse ikke bekræfter det og det, så kan det være det og det. Hvis det er det og det, så … og så videre.
  • Milad Noorihar citeretfor 2 måneder siden
    Det eneste, Ivan Iljitj ville vide, var, om hans tilstand var farlig eller ej? Men dette upassende spørgsmål ignorerede lægen.
  • Milad Noorihar citeretfor 2 måneder siden
    Det handlede ikke om Ivan Iljitjs liv, men om en diskussion mellem løse nyrer og blindtarm. Og den diskussion afgjorde lægen på blændende vis for øjnene af Ivan Iljitj, til fordel for blindtarmen, med en bemærkning om, at en urinprøve kunne give nye beviser, og i så fald kunne sagen blive genåbnet
  • Milad Noorihar citeretfor 2 måneder siden
    Ud af doktorens resumé drog Ivan Iljitj den slutning, at lægen og såmænd alle andre var ligeglade
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)