Klaus Rifbjerg

Jeg troede man var som en sommerfugl, der kommer ud af en puppe.

Men den hverdag, der også var i Helle, gjorde enhver tvivl om hendes jordiske ægthed til noget kællingesludder.

Han vidste godt på en eller anden måde, hvordan han var, og det var det halve af det, fordi han så rigtig kunne give den og samtidig være beskeden og charmerende.

Der var sletikke tale om, at han var fører for klassen. Han skulle ikke nyde noget af at være fører, men selvfølgelig var han det alligevel. For det var helt naturligt, at man henvendte sig til ham og fik svar og besked.

et var selvfølgelig det, der var en af fiduserne ved Tore, at han var mere voksen end alle os små grøddrenge. Det var så oplagt, at det altid var ham, der svarede, når et spørgsmål blev lidt kildent, fordi han turde. Han gik bare frisk til den, hvis der blev spurgt om et eller andet med sex. Bare lige på. Og så kunne vi sidde der og vide det altsammen ligeså godt, men det var altid ham, der tog den lige på hovedet i baljen og snakkede løs om kastrerede heste og alle mulige ord, som man alligevel stadig havde respekt for.

Tore havde altid et eller andet, der skulle ordnes, før han kunne finde ud af at sætte sig ned. Måske var det hans hobbyværksted for udskårne kridtmænd, der skulle gåes efter, så han kunne finde ud af, om han var rustet til dagens gerning, eller også var der altid et par beskeder, der skulle afleveres til hans gode ven pultspøgelset Anders, der boede nede mellem tremmerne i fodbrættet.

Der var ingen der kunne bestemme med Tore, og det var helt i orden, for der var ingen, der havde lyst til at bestemme over ham.

Tore kan også sagtens snakke med de andre håraber ovre på den anden side. Ham har de akcepteret. Det er ikke fordi han dyrker dem, men han kan bare snakke til dem, som om det var ganske selvfølgeligt, at man skulle kunne tale på lige fod med de latindrenge.

Men der var aldrig det stramme over ansigtet med store knuder ved kæbepartiet, som man altid ser hos de voksne, der må anstrenge sig for at se ud på en ganske bestemt måde, fordi de tror, alle mennesker rundt omkring tror, at de tror, at de andre tror, at hvis de ikke ser sådan ud, så tror de andre, at de andre tror osv. osv., så man allerede bliver bange for at blive voksen og selv begynder at spænde i hovedet, og så er det, det hele snurrer rundt, fordi man ikke kan finde ud af det.

Når Tore og læreren snakkede sammen, var det som om læreren blev et helt andet menneske, han lagde en maske. Selvfølgelig kunne man ikke rigtig se, at han lagde den maske, men det var som om ansigtet slappede mere af, som om man slap i nogle tråde og slækkede nogle muskler, så man ikke følte sig så træt, men var levende.

Tore havde aldrig maske på, undtagen når han gav den store tur med tegnefilm og allemulige lyde.