Han Kang

Før min kone blev vegetar, havde jeg altid tænkt på hende som værende fuldkommen upåfaldende i enhver henseende. Oprigtig talt var jeg ikke engang tiltrukket af hende første gang jeg mødte hende. Middelhøj; pagehår som hverken var kort eller langt; gulligbleg hud; ret fremtrædende kindben; hendes frygtsomme, grå fremtoning fortalte mig alt hvad jeg behøvede at vide. Da hun kom hen til bordet hvor jeg sad og ventede, kunne jeg ikke undgå at bemærke hendes sko – de mest ordinære, sorte sko man kan forestille sig. Og måden hun gik på – hverken hurtigt eller langsomt, hverken beslutsomt eller trippende.

Men selvom der ikke var noget særligt der tiltrak mig ved hende, så kunne jeg omvendt heller ikke få øje på nogen skavanker, og der var derfor ingen grund til at vi ikke skulle gifte os.

I overensstemmelse med mine forventninger viste hun sig at være en fuldkommen ordinær ægtefælle som passede sine pligter uden nogen form for usmagelig fjant. Hver morgen stod hun op klokken seks for at lave ris og suppe og normalt også noget fisk.

Indtil den tidlige morgen sidste februar, hvor jeg fandt min kone stående i køkkenet, kun iført nattøj, havde jeg aldrig forestillet mig at vores liv sammen kunne tage en så forfærdende drejning.

„Hvorfor står du her?“

Jeg havde været lige ved at tænde lyset i badeværelset da jeg standsede brat op. Klokken var omkring fire om morgenen, og jeg var vågnet med en voldsom tørst forårsaget af den halvanden flaske soju jeg havde drukket til aftensmaden hvilket også betød at det tog mig længere tid end sædvanligt at samle mig.

„Hallo? Jeg spurgte dig hvad du laver?“