Trudi Canavan

Den havde ikke det mindste med … øh … kødelige udskejelser at gøre. Det var en gruppe boglærde der samledes for at drøfte betydningsfulde emner. Dem ville han til gengæld ikke nærmere ind på, og jeg fik indtryk af at der var noget fordækt ved det hele og betakkede mig.“

„Antydede han at det drejede sig om magi?“ spurgte Irand.

„Nej, men hvilket lærd emne skulle det ellers være nødvendigt at drøfte under ‘private’ former? Det er ingen hemmelighed at jeg engang blev tilbudt optagelse på troldmandsakademiet, men valgte at afslå.

Hun kunne heller ikke røre benene, ikke engang hovedet, og da hun åbnede munden for at skrige, pressede kraften den sammen igen. Takado begyndte at løsne hendes tøj med et lystent grin. Afskyen gav hende gåsehud over hele kroppen. Det dunkede i hendes hoved som om det var ved at sprænges.
Var han trængt ind i hendes bevidsthed? Hun lukkede øjnene, koncentrerede sig om fornemmelsen og prøvede at skubbe den fra sig.
Væk! Væk! Forsvind!
Det utrolige skete. Den usynlige kraft forsvandt brat. Hun faldt bagover og mærkede samtidig noget ukendt strømme fra sig. Et blændende lysskær flammede op bag hendes lukkede øjne, og hun hørte et rungende brag.
Hun faldt fladt på ryggen. Sammenstødet med gulvet gjorde ondt, og hendes øjne fløj op. Hun satte sig hurtigt over ende og stivnede ved det syn der mødte hende. Opholdsstuens ene hjørne var forvandlet til et virvar af ødelagte møbler, og væggene havde slået store revner. De var sortsværtede, og en svag lugt af svovlagtig røg hang i luften.

hamre. Ville kvinden gætte hendes hensigt ud fra valget af tørklæde? „Blå er pænt. Men det ... er til en anden.“
„Gul er en frisk, glad farve. Men den klæder ikke ret mange. Jeg tror at det her er et sikrere valg til en gave.“
Mens kvinden bandt et tørklæde op der havde samme farve som mørke blade, gled musikantens sang over i en sørgelig vise om at være faret vild i skoven. Rielle kom til at tænke på at hun aldrig havde set en skov. Eller havet. Hun rystede på hovedet og pegede på det gule tørklæde.
„Jeg kender modtageren rigtigt godt,“ forklarede hun. „Jeg ved at hun kan lide gul.“
Sælgersken så ud som om hun ville sige Rielle imod, så trak hun til hendes lettelse på skulderen. „Nå, men hvis hun ikke kan lide det, kan du bytte det til et andet, forudsat det stadig er i god stand.“
Rielle nikkede. Det kriblede i huden mens hun pruttede lidt om prisen fordi det ville have været underligt at lade være. Da hun talte mønterne op, forandrede musikantens sang sig igen, og en kuldegysning løb ned ad hendes ryg.
„Din kærlighed er som solskin ...“ sang han til hende. Han nød tydeligvis legen.
Sælgersken rullede omhyggeligt tørklædet sammen og pakkede det ind i et billigt stykke stof. Rielle undertrykte sin utålmodighed og ængstelse imens. Endelig kunne hun gå. Hun skyndte sig væk. Først da hun var drejet ind i den næste gade og så at det var en smal gyde, gik det op for hende at hun havde glemt at spørge om vej til bageren. Hun bandede lydløst og kiggede tilbage.
En kvinde som gik nogle få skridt bagved, så på hende og smilede. Hendes tøj havde samme farve som ørkenen, og ansigtet var vejrbidt. Hun