Doktor Z 1. Elevatoren til jordens indre

De ventede lidt, men da der ikke skete noget, begyndte de at vade ud i søen. Vandet blev hurtigt dybt, men både Mylle og Viggo var gode til at svømme.

Inden der var gået to minutter, havde de glemt alt om, hvor bange de havde været lige før. De pjaskede og sprøjtede vand på hinanden og råbte og grinede, så det gav genlyd i hele hulen. De havde så travlt med at boltre sig i vandet, at de ikke så den skygge, der listede nærmere og nærmere, oppe på land.

Den stoppede, da den kom til bredden af søen. Hvad var nu det for noget vådt og ubehageligt noget? Det havde ikke været der, sidste gang den var vågen. Den mærkede sulten rumle i maven. Det skulle blive godt at få noget at spise igen. Uhm, dejligt blødt kød. Men den turde ikke følge efter maden ud i vandet. Det gjorde ikke noget. Hvis der var én ting, den var god til, så var det at vente. Før eller siden kom de nok op igen.