Politik mellem følelser og fornuft

Det var desuden et gennemgående træk, at flere ordførere på tværs af partierne fortalte, at de i deres samtaler med lobbyister især var lydhøre for synspunkter, som i et eller andet omfang faldt sammen med deres egne holdninger eller blev fremført af organisationer, de generelt havde sympati for. Kun sjældent oplevede de lobbysamtaler, som fik dem til at ændre deres grundholdnin

Målingerne viste med andre ord, at pressens omtale af møgsagerne havde en negativ effekt på borgernes opfattelse af DR, men også, at den var forbigående, og at det meget positive syn på DR i 2018-19 var oppe på nogenlunde samme niveau, som før mediestormen begyndte. Det var der bare ikke så mange, der kendte til eller kunne forestille sig. Heller ikke partiernes medieordførere, på hvem den tætte mediedækning af „DR’s lemfældige omgang med licensmidler“ havde gjort stort indtryk. Dårlig omtale i spektakulær indpakning har nu engang større gennemslagskraft i den offentlige debat – især når den kommer i stimer og med stor spredning – og huskes længere end alt det positive, ledelsen i DR Byen forsøgte at få ørenlyd for

Fra en anden lejr af kommentatorer og medieforskere kom der advarsler mod public service-kontrakternes tiltagende detaljeringsgrad og den forkortning af armslængden, det indebar

programmer med høje lytter- og seertal altid har udgjort en væsentlig del af public service-mediernes programportefølje.
I medieaftalens tekst var der heller ikke hjælp at hente til en afgrænsning af, hvad de klare public service-formål nærmere gik ud på. Der var blot en henvisning til en fodnote med en gengivelse af § 10 i den dagældende radio- og fjernsynslov, hvor der er en lang opremsning af de mange krav til public service-virksomhed. Selvom den ofte bliver omtalt som definitionen på dansk public service, kan den ikke anvendes til at sætte skel mellem, hvad der indholdsmæssigt hører med, og hvad der ligger uden for begrebets rammer. Det bør i øvrigt tilføjes, at den omtalte § 10 overraskende nok blev videreført uændret i den revision af loven, der som konsekvens af medieaftalen blev vedtaget i efteråret 2018. I betragtning af hvor højlydt regeringen og Dansk Folkeparti havde slået på deres skjolde for at signalere et afgørende kursskifte med hensyn til DR, udgjorde forligsteksten således et uklart styringsgrundlag for den efterfølgende lovgivning og for udarbejdelsen af public service-kontrakten med DR. Hermed blev der åbnet en ladeport for fortsat partipolitisk indblanding fra forligspartierne i aftalens udmøntning og løbende eksekvering igennem dens femårige forløb.
Belysningen af medieaftalen har her – i stedet for en detaljeret gennemgang af de mange aftalepunkter – især belyst, hvordan Mette Bocks højt profilerede plan om at ændre på balancen mellem „statslige og private medier“ svandt ind til stort set alene at blive et opgør med DR’s „dominerende“ rolle i mediemarkedet

Nu blev det skåret ud i pap, skulle man synes, med en formulering i aftaleteksten om, at DR for fremtiden skulle fokusere på indhold, der ikke udbydes af kommercielle udbydere. Det blev ovenikøbet gentaget tre linjer længere nede i teksten med en yderligere indsnævring af DR’s fremtidige virkefelt: „DR skal derfor ikke sende alt til alle. DR må i indhold og distribution ikke konkurrere med private aktører, hvor det ikke tjener et klart public service-formål.“
De to første sætninger tildeler klart DR en mere nichepræget rolle i det samlede medielandskab og udgør et – formentlig helt bevidst – principielt brud med den nordvesteuropæiske public service-tradition. Men med tilføjelsen i den tredje sætning om, at DR for fremtiden kun måtte konkurrere med private medier, „hvor det tjener et klart public service-formål,“ udspændes der nærmest en selvmodsigende snubletråd for den liberale nyorientering. For det første må man spørge, hvad de klare public service-formål går ud på. Som det blev belyst i kapitel 4, er det langtfra noget, der er enighed om, hverken blandt politikere, mediebranchens folk eller borgere. Og uenigheden gælder både på det principielle plan, og når man mere konkret spørger, om f.eks. X Faktor, Den store bagedyst, Hammerslag eller Bonderøven bør regnes med til public service-indhold. For det andet vil tilhængere af „klassisk public service“ formentlig hævde, at såkaldt „bredt favnende“

ville det – hvis gennemført konsekvent – forandre DR fra et bredt folkeligt forpligtet massemedie til en mere tilbagetrukken position i den smallere „oplysnings og kulturs tjeneste“. Og det var, hvis man lyttede til kulturministeren, netop meningen.

Umiddelbart vil mange sikkert mene, at den økonomiske reduktion af DR med 20 pct. af tilskuddet udgjorde et større og bogstaveligt talt mere kontant skridt i markedsgørelsen end det med fokusering og fyrtårn. Men bag dette noget uklare begreb lå et afgørende brud med hele synet på public service-medier, på deres kulturpolitiske rolle og programpolitik, som har været gældende her i landet og i Nordvesteuropa siden midten af forrige århundrede. Som det nærmere blev beskrevet i bogens kapitel 4