Henrik Pontoppidan

Isbjørnen

  • Anastasiahar citeretsidste år
    Men sandheden lå dybere. Han var begyndt at længes … længes som den bjærgtagne, der i en drøm har hørt sin hjembys klokker ringe.
  • Anastasiahar citeretsidste år
    Men heroppe under ispolen levede han et langt og glæderigt liv. Mellem disse fattige, nøjsomme mennesker lærte han en lykke at kende, hvorom han ikke havde drømt, den gang han sad med selvmordstanker på sin tomme kvist i København. Her fandt han, mens hans hår grånede, det hjem, der var bleven hans barndom nægtet, de venner, han i sin ungdom havde måttet savne, den gerning, der blev forstået og gjorde ham elsket. Han blev tilsidst en fader for alle disse naturbørn, deres fælles rådgiver og trøster. Og når han om vinteren i den tiltestenkirke eller om sommeren under den åbne himmel samlede sine skarer omkring sig og på sin egen, djærve måde og efter fattig evne søgte at løfte sløret for livets og dødens gåder, kunne han få hjærterne til at banke inde i de stive skindbylter, fordi han selv var så fuld af taknemlighed, at lovsange til livet og dets herre afsig selv fødtes på hans læber. – Heroppe blev Thorkild en gammel mand.
  • Anastasiahar citeretsidste år
    gesom noget af sletternes uendelighed i hans blik, noget af jagtens gjaldende hallo i hans stærke stemmes springske, hastige tale.
  • Anastasiahar citeretsidste år
    Han var bleven et nyt … et genskabt menneske.
  • Anastasiahar citeretsidste år
    tore glædestårer randt ned ad de udhulede kinder. Man råbte og klappede i hænderne, humpede om på de kluntede lemmer og faldt hinanden om halsen af sindsbevægelse. Mødre rakte deres børn frem på armene og skreg i vild henrykkelse, også børnene strakte deres små, magre hænder ud imod den store varmekilde og blandede deres stemmer i det fælles halleluja-råb:

    Sekinek! Sekinek!
  • Anastasiahar citeretsidste år
    Da kom de alle krybende ud fra hulerne – store og små skindbylter – rejste sig på vaklende knæ og stirrede med de matte øjne op imod det fremmede lys, der ligesom legende kom og svandt på fjældkammene
  • Anastasiahar citeretsidste år
    Fruentimmerne sad ved årerne, gulbrune og sortøjede, nogle med patteglutter bag på ryggen i amauten.
  • Anastasiahar citeretsidste år
    Men når den lange vinternat nærmede sig og sneen begyndte at lægge sig over landet, vågnede der liv i denne øde stenkedel.
  • Anastasiahar citeretsidste år
    hans hjem var hele egnen, hvis skove og lyngbakker, kær og moser han fra morgen til aften gennemstrejfede med sin bøsse eller sit mægtige egespir – skræmmende børn og vejfarende folk med sit vildmandsudseende og sin overmodige latter.
  • Erik Johansen Jappehar citeretfor 2 år siden
    Efterhånden strømmede folk til hans kirker endog fra helt andre sogne, hvor man begyndte at få smag for denne art gudstjeneste, – og da kendte hans embedsbrødres forbitrelse ingen grænser. Selv en grundtvigiansk nabopræst, der holdt af at spille friskfyr og hidtil havde behaget sig med at tage ham i forsvar, begyndte nu at indse, hvilken farlig person han var, og hvor nødvendigt det var for standens anseelse at få ham fjernet.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)