Manu Sareen

Iqbal Farooq og kronjuvelerne

«Arj, hvor er det bare fedt og etniskagtigt at I sådan har en ged med» — siger Eva, da hun åbner døren til Ungdomshuset på Jagtvej. Udenfor står Iqbal, Tariq og onkel Rafig (og den ged, Kassem nakkede i børnezoo i går). De har ingen tid at spilde. Huset er nemlig solgt til sekten Das Fhaterhaus og skal måske rives ned — og Iqbal er ikke længere i tvivl om, at selveste kronjuvelerne ligger gemt i kælderen under Jagtvej 69. Geden er ikke til
at slippe af med, så den ryger også lige med på lejrskole i Gilleleje, hvor lærer Jeppe Mønsted får et af sine sædvanlige anfald, da Iqbal ved en fejl sætter ild til den gravko, som Wang „lånte" lidt længere oppe ad vejen.
Han ville ellers bare vise, at man godt kan bruge en gammel lygtepæl som brænde. I stedet kommer Iqbal hjem til Nørrebro før tid, men det gør nu ingenting, for missionen er ikke fuldført, før dronningen får sine juveler tilbage i god stand, og Iqbal er ikke den eneste, der er ude efter de kostbare genstande …
Iqbal Farooq og kronjuvelerne er andet bind i serien om 13-årige Iqbal fra Nørrebro. Første bind i serien om Iqbal, Iqbal Farooq og den sorte pjerrot, blev af Politiken kåret til årets børnebog 2006.
165 trykte sider
Copyrightindehaver
Lindhardt og Ringhof
Oprindeligt udgivet
2011
Udgivelsesår
2011

Andre versioner af bogen

Har du allerede læst den? Hvad synes du om den?
👍👎

Vurderinger

    Mette Elleby Solnørhar delt en vurderingsidste år
    👍Værd at læse

    Rigtig God. Ebbe 7 år

    Ulf Melgaardhar delt en vurderingfor 2 år siden
    👍Værd at læse
    🔮Overraskende
    🎯Læseværdig
    🌴God til stranden
    🚀Opslugende
    😄Vildt sjov

    Bogen er god og sjov.

    Finn Correll Lundberg Mouritsenhar delt en vurderingfor 4 år siden
    😄Vildt sjov

    God

Citater

    Lis la Cour Fiskerhar citeretfor 2 år siden
    det må være slut for denne gang for Das Fhaterhaus.
    Bobby Snobbi
    Lis la Cour Fiskerhar citeretfor 2 år siden
    og blinkede til mig.
    – Øh … nå ja, det kan vi godt gøre nu.
    Vi tog geden med ud på gangen og bankede på hos Ali. Men Ali havde sendt Kassem ud til et familiemedlem for at hente noget tøj og sagde, han først ville være hjemme senere på aftenen eller måske næste dag.
    – Æh, du, Iqbal, Kassem, han nogen ganger sover hos min fætters hjæm, okæ. Og Iqbal, det er godt, du ikke ha’ dén der svin i din hjæm mere.
    – Det er altså en ged.
    – Ja, ja, svin er ged, og ged er svin. Det er det samma, begge to lugta, sagde han og lukkede døren.
    Der stod vi så. Tariq forslog, at vi skulle binde den til hr. Wibrandts dør, men det ville nok i virkeligheden være synd for geden, så vi fortsatte ned ad trappen og ud på gaden, hvor vi skulle møde onkel.
    – Hvorfor har I en ged med? spurgte onkel.
    – Ja, det er en længere historie, onkel, men skal vi ikke bare komme af sted? sagde jeg og satte geden til rette i den grønne kasse på onkels knallert, inden jeg satte mig op på min cykel og begyndte at køre ind mod Ungdomshuset.
    Undervejs forklarede vi onkel, at han skulle spille elektriker og sige, at vi var hans praktikanter, og at han i øvrigt bare skulle gøre, som vi sagde, og acceptere, at vi havde geden med.
    – Jamen jeg troede, at vi skulle sådan lave et eller andet fusk med penge, og de der folk i Ungdomshuset ligner altså ikke nogen, der har penge. Tværtimod, indvendte onkel.
    Vi lod, som om vi ikke kunne høre ham på grund af knallertlarmen, og få minutter efter ankom vi til Ungdomshuset. Bygningen var fyldt med graffiti, og der var stålplader for vinduerne. Det så ud, som om man hverken kunne komme ind eller ud. Onkel, Tariq, geden og jeg bevægede os forsigtigt hen til indgangen. Onkel bankede hårdt på døren, og det rungede vildt højt. I lang tid skete der ingenting, men pludselig blev døren åbnet på klem, og et hoved kom til syne.
    – Hvad vil I? spurgte en ung fyr på den anden side af døren. Han havde rød hanekam og mindst 25 huller i ørene, hvor der stak alt muligt underligt ud. Onkel stod fuldstændig lammet og kunne ikke sige noget, så jeg måtte nive ham i røven.
    – Av for … nå ja, øh, undskyld, men jeg er sendt hen til jer for at lave noget … elektrisk, sagde han og pegede på værktøjskassen.
    – Vi har ikke bestilt noget, og hvem er de to andre?
    – Øh, det er mine to hjælpere.
    – I kommer ikke ind, og sådan er det, og smut hellere med jer, inden jeg ringer til politiet.
    – Politiet? Men er I ikke i sådan en slags borgerkrig med politiet? spurgte jeg.
    – Nå jo, men smut alligevel.
    Pludselig dukkede et andet hoved op ved siden af den unge fyr. Det var en pige, og hun lignede manden på en prik, bortset fra at hendes hanekam var sort.
    – Arj, hvor er det bare for fedt og sådan rigtig etniskagtigt, at
    Lis la Cour Fiskerhar citeretfor 2 år siden
    og blinkede til mig

På boghylderne

    Forlaget Carlsen
    Forlaget Carlsen
    • 725
    • 205
    Samantha Dina Kunstmann Mikkelsen
    Børn
    • 32
    • 138
    Trine Juhl Røn
    Børne bøger
    • 92
    • 113
    Jane Dorthe Rødvig
    HUMOR
    • 32
    • 17
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)