Jakob Ejersbo

Nordkraft

Nordkraft er en roman om en gruppe unge, der lever på begge sider af grænsen.
Nordkraft foregår i Aalborg, i første halvdel af halvfemserne, blandt misbrugere og pushere, drømmere, kynikere og fortabte forældre, som alle sammen kun lige akkurat kan holde skindet på næsen, hvis de lader være med at se sig tilbage.
Anmelderne skrev:
«Det smukkeste og mest forfærdende vidnesbyrd, der endnu er skrevet på dansk om generationen, der skulle være blevet voksen i løbet af 1990erne. Seks stjerner (ud af seks).» Berlingske Tidende
«Den kan komme til at stå som 2000-årenes HærværkPolitiken
537 trykte sider
Oprindeligt udgivet
2012
Udgivelsesår
2012
Forlag
Gyldendal

Andre versioner af bogen

Har du allerede læst den? Hvad synes du om den?
👍👎

Vurderinger

    Lars Brunkehar delt en vurderingfor 2 måneder siden
    👍Værd at læse

    Birgitte Lykke Pedersenhar delt en vurderingfor 6 måneder siden
    👍Værd at læse
    💡Lærerig
    🎯Læseværdig
    🚀Opslugende

    Trine Holm Jensenhar delt en vurderingfor 3 år siden
    👍Værd at læse
    🎯Læseværdig
    🚀Opslugende

Citater

    Janniehar citeretfor 4 år siden
    Kan iranere ikke lide tyrkere?“ spørger jeg. Måske er det lissom med os og svenskerne.

    „Både ja og nej,“ siger Mahmad og fortæller, at iranerne i den nordvestlige del af landet er af tyrkisk afstamning og meget veluddannede. Han siger, at Iran er blevet styret af tyrkere i mange generationer efterhånden. De bor i den bedste del af landet med flotte velfungerende byer.
    karinogpaulhar citeretfor 2 år siden
    et virker meget fjernt. Forbrændte kroppe. De lugter svagt af svinekød … flæskesteg. Jeg rulles hen, ryster på hovedet – så den næste. Legemerne ligner hinanden, hovederne ubeskrivelige. Fokuserer på et sæt fødder. Der er ingen snor om en tå med en seddel. Det bruger de ikke. Der sidder et plastarmbånd om håndleddet, fyldt med cifre. Næste. Endnu en mandskrop, svær, ingen distinkte kendetegn; jeg kan ikke se, hvem det er.
    „Next,“ siger jeg. Vi ruller. Skuffen ud. Jeg kan se det med det samme. Det er ham … slank, langlemmet … noget ved ansigtets form. De er ikke hvide længere – fingrene. Tynde, mishandlede.
    „Chris,“ siger jeg. Så bryder jeg sammen
    karinogpaulhar citeretfor 2 år siden
    Hovedet og skuldrene føles som ét stort sår – resten af kroppen gør bare ondt. Jeg ligger på enestue i knitrende rent sengetøj. Tager mig til hovedet og opdager, at jeg har et drop i armen. Håret på mit kranium er barberet af – kun stubbe tilbage. Mit ansigt smerter; det føles ujævnt og dækket med hårde små kanter. Huden må være ødelagt. Smerten er skarpest lige over øjenbrynene, som er væk. Jeg snuser forsigtigt ind for at se, om jeg kan lugte mit eget åbne kød; der er kun en svag duft af hospital. Jeg er meget træt. Min brystkasse begynder hele tiden at skælve. De er nok døde alle sammen. Chris.
    En sygeplejerske dukker op ved sengekanten. Hun taler venligt til mig, retter på mine puder, tapper mit pis, mader mig med ske. Nikker energisk og medfølende til mig; siger: „You will be all right,“ med noget, der må være hollandsk accent. De må gøre med mig, hvad de vil.
    Kort tid efter træder en læge ind ad døren. På et bedre engelsk forklarer han mig, at min tilstand er så god, som man kan forvente. Det meste er kontakt-forbrændinger – overfladiske andengradsforbrændinger, som ikke stikker særlig dybt. Arrene skal nok blive pæne.
    Behandlingen hedder „exposure“ – sårene er blotlagte. Man lader dem hele sig selv i fjorten dage – vasker blot sårkanterne. Enestuen er for at undgå bakterier.
    Lægen siger, at hvis jeg var kommet op i selve olien, ville der være gået ild i mig, og jeg ville være skæmmet for livet – end ikke plastickirurgi ville hjælpe. „But you have been very lucky.“
    Held … jeg er lige ved at græde, da han bruger ordet – ved ikke hvorfor? Må bide tænderne sammen. Bare jeg kunne slå ham. Det har jeg lyst til.
    „Maybe later we move some skin,“ siger han, men jeg forstår det ikke helt – der er på en måde meget langt hen til hans stemme. Han taler om nedkøling og chok. Chok? Hvorfor er her ikke nogen jeg kender?
    Jeg døser, vågner i ryk, fordi jeg ryster. En tynd, ung mand i et grimt, gråt jakkesæt står ved sengekanten. Han siger, at Mette er på vej. Mette? Det går op for mig, at han taler dansk.
    „Hvem?“ spørger jeg.
    „Mette,“ svarer han og ser bange ud, „din søster?“
    „Dig?“ spørger jeg. Han ser endnu mere bange ud. En idiot.
    „Hvem … er … du …?“ spørger jeg. Han er en tåbe fra den danske ambassade. Identifikation af afdøde, taler han om. Noget „stærkt forbrændt“ og „ingen pårørende“ og noget mere.
    „Ja.“ Jeg nikker. Han siger noget mere, ser lettet ud, går sin vej. Godt. En sygeplejerske henter mig i en rullestol. Pakker mig ind i et tæppe. Vi kører ad hospitalsgange, tager en elevator, derefter endnu en lang gang og ind i en slags forrum med tv, en sofa, to stole og et lille bord – intet på væggene. Lægen fra før står og skændes med en svedende mand i arbejdstøj. Noget om tv. Tv-kameraerne virker ikke. Der går lang tid, før det går op for mig, hvad det betyder. Jeg kan ikke se ligene på tv. Lægen undskylder.
    „Okay,“ siger jeg. Bliver rullet igen. Et klinisk rum med store metalskuffer. Det er som på film – hvide fliser, rustfrit stål. Her er koldt. D

På boghylderne

    Bookmate
    Young Adult
    • 32
    • 113
    Trine Juhl Røn
    Ventende bøger
    • 344
    • 52
    Bookmate
    De hårde liv
    • 12
    • 46
    Bookmate
    Jakob Ejersbo
    • 6
    • 16
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)