Jakob Ejersbo

Nordkraft

Jannie
Jannie har citeretfor 2 år siden
Kan iranere ikke lide tyrkere?“ spørger jeg. Måske er det lissom med os og svenskerne.

„Både ja og nej,“ siger Mahmad og fortæller, at iranerne i den nordvestlige del af landet er af tyrkisk afstamning og meget veluddannede. Han siger, at Iran er blevet styret af tyrkere i mange generationer efterhånden. De bor i den bedste del af landet med flotte velfungerende byer.
Karin Jensen
Karin Jensenhar citeretfor 3 dage siden
et virker meget fjernt. Forbrændte kroppe. De lugter svagt af svinekød … flæskesteg. Jeg rulles hen, ryster på hovedet – så den næste. Legemerne ligner hinanden, hovederne ubeskrivelige. Fokuserer på et sæt fødder. Der er ingen snor om en tå med en seddel. Det bruger de ikke. Der sidder et plastarmbånd om håndleddet, fyldt med cifre. Næste. Endnu en mandskrop, svær, ingen distinkte kendetegn; jeg kan ikke se, hvem det er.
„Next,“ siger jeg. Vi ruller. Skuffen ud. Jeg kan se det med det samme. Det er ham … slank, langlemmet … noget ved ansigtets form. De er ikke hvide længere – fingrene. Tynde, mishandlede.
„Chris,“ siger jeg. Så bryder jeg sammen
Karin Jensen
Karin Jensenhar citeretfor 3 dage siden
Hovedet og skuldrene føles som ét stort sår – resten af kroppen gør bare ondt. Jeg ligger på enestue i knitrende rent sengetøj. Tager mig til hovedet og opdager, at jeg har et drop i armen. Håret på mit kranium er barberet af – kun stubbe tilbage. Mit ansigt smerter; det føles ujævnt og dækket med hårde små kanter. Huden må være ødelagt. Smerten er skarpest lige over øjenbrynene, som er væk. Jeg snuser forsigtigt ind for at se, om jeg kan lugte mit eget åbne kød; der er kun en svag duft af hospital. Jeg er meget træt. Min brystkasse begynder hele tiden at skælve. De er nok døde alle sammen. Chris.
En sygeplejerske dukker op ved sengekanten. Hun taler venligt til mig, retter på mine puder, tapper mit pis, mader mig med ske. Nikker energisk og medfølende til mig; siger: „You will be all right,“ med noget, der må være hollandsk accent. De må gøre med mig, hvad de vil.
Kort tid efter træder en læge ind ad døren. På et bedre engelsk forklarer han mig, at min tilstand er så god, som man kan forvente. Det meste er kontakt-forbrændinger – overfladiske andengradsforbrændinger, som ikke stikker særlig dybt. Arrene skal nok blive pæne.
Behandlingen hedder „exposure“ – sårene er blotlagte. Man lader dem hele sig selv i fjorten dage – vasker blot sårkanterne. Enestuen er for at undgå bakterier.
Lægen siger, at hvis jeg var kommet op i selve olien, ville der være gået ild i mig, og jeg ville være skæmmet for livet – end ikke plastickirurgi ville hjælpe. „But you have been very lucky.“
Held … jeg er lige ved at græde, da han bruger ordet – ved ikke hvorfor? Må bide tænderne sammen. Bare jeg kunne slå ham. Det har jeg lyst til.
„Maybe later we move some skin,“ siger han, men jeg forstår det ikke helt – der er på en måde meget langt hen til hans stemme. Han taler om nedkøling og chok. Chok? Hvorfor er her ikke nogen jeg kender?
Jeg døser, vågner i ryk, fordi jeg ryster. En tynd, ung mand i et grimt, gråt jakkesæt står ved sengekanten. Han siger, at Mette er på vej. Mette? Det går op for mig, at han taler dansk.
„Hvem?“ spørger jeg.
„Mette,“ svarer han og ser bange ud, „din søster?“
„Dig?“ spørger jeg. Han ser endnu mere bange ud. En idiot.
„Hvem … er … du …?“ spørger jeg. Han er en tåbe fra den danske ambassade. Identifikation af afdøde, taler han om. Noget „stærkt forbrændt“ og „ingen pårørende“ og noget mere.
„Ja.“ Jeg nikker. Han siger noget mere, ser lettet ud, går sin vej. Godt. En sygeplejerske henter mig i en rullestol. Pakker mig ind i et tæppe. Vi kører ad hospitalsgange, tager en elevator, derefter endnu en lang gang og ind i en slags forrum med tv, en sofa, to stole og et lille bord – intet på væggene. Lægen fra før står og skændes med en svedende mand i arbejdstøj. Noget om tv. Tv-kameraerne virker ikke. Der går lang tid, før det går op for mig, hvad det betyder. Jeg kan ikke se ligene på tv. Lægen undskylder.
„Okay,“ siger jeg. Bliver rullet igen. Et klinisk rum med store metalskuffer. Det er som på film – hvide fliser, rustfrit stål. Her er koldt. D
Karin Jensen
Karin Jensenhar citeretfor 3 dage siden
verfladen lidt længere fremme. Noget inden i mig sætter i værk; jeg påbegynder et svømmetag. Min krop gør det, gennem kramper. Savklinger skærer i mine ben; en del af min hjerne konstaterer det nøgternt, på en måde fra sidelinjen, hvorefter den med undren kigger på, at kroppen tager endnu et svømmetag – opad – men min krop er tømt for ilt, kun langsomt driver jeg op i en lille mørk vandtunge, der stikker ind i det brændende oliehav. Lungerne suger luften ind. Jeg hoster. Stanken, varmen. Søen bevæger sig, olien løber langsomt nærmere, flammerne begynder at æde ilten omkring mig. Jeg vil tage yderligere en indånding før min neddykning, men mærker blot stinkende hede i mit svælg – skærebrændere på min kolde hud. Kæmper mig igen under overfladen, hvor min krop fuldautomatisk udfører svømmetag. Jeg vil. Indvoldene føles vakuumpakkede, musklerne som træ. Jeg når udkanten af lyset, skubber vandet bagud for at komme opad, mine læber fast sammenpressede mod viljen til at åbne. Vandet over mig fortsætter … det fortsætter. Og så er jeg igen i overfladen – sluger luften over det mørke vand. Luften er vidunderlig. Mine lunger er enorme – jeg elsker luften. De svageste flammer er måske to meter væk. Jeg gisper et øjeblik. Bag mig stiger lysets intensitet og oplyser havet foran mig. Jeg vender mig om, mens jeg træder vande. Skibet. En brændende figur dukker frem og vælter over rælingen – falder ned i flammehavet. Så bliver skibet omsluttet af en ildkugle, der strækker sig langt op i luften. Et stykke fra flammehavet ligger et fragtskib med sammenkrøllet stævn. Ilden har fået tågen til at fordampe i en radius på flere hundrede meter omkring tankskibet. Ingen redningsbåde. Mine øjne virker, tænker jeg. Det er godt. Ansigtet føles som et åbent sår. Ben og arme er følelsesløse fra hvor de fæstner sig til overkroppen. „Kroppen har naturlig opdrift.“ Jeg gentager sætningen for mig selv. Lukker øjnene for lyset, som blænder mig. Sænker mig ned i en fløjlsseng. Man kan ligge sådan i timevis, fortæller jeg mig selv, men jeg ved godt, at vandet er for koldt. Rotorblades pulseren lyder svagt gennem luften. Konstaterer, at jeg har højst tre minutter tilbage at leve i, inden min kropstemperatur bliver for lav
Karin Jensen
Karin Jensenhar citeretfor 3 dage siden
er i løb frem ad dækket, som jeg krydser for at komme over til styrbordsside af forstævnen; måske er der stadigvæk en smule klart vand, medmindre hun allerede er drejet hele vejen rundt. Mens jeg løber, flår jeg redningsvesten af.
„TAG REDNINGSVESTEN AF,“ råber jeg til kaptajnen, mens jeg kaster min egen fra mig. Jeg når at tænke, at han ikke er ved sine sansers fulde brug – hans øjne ligner glas. Min hjerne fortæller mig, at han er død – at jeg er døende. Ildsøjlen vokser. Jeg når forstævnen. Flammerne løber over havet – der er ingen steder at springe i. Sparker skoene af, kravler op på rælingen, ser ilden fare hen over vandet, bøjer i knæene og støder fra for at komme klar af det drivende skrog. Ilden rækker op mod mig et kort øjeblik, inden jeg lukker øjnene for flammerne og mærker en utrolig ophedning, som når man fører håndfladen hen over et tændt gasblus, blot omsluttende og meget kortere, før den afløses af vandets isnende kulde, og mit hjerte fryser i brystet på mig, mens jeg åbner øjnene og suges ned i et mørke; kulden intens. Retter op på min krops nedadstræbende bevægelse i dykket, svømmer under vandet. Mærker allerede, at jeg stiger for hurtigt fra kulden. Jeg aner lys over mig, kraftigere lys bag mig, mens jeg bliver ved med at svømme og beordrer mig selv til at føre tagene helt igennem, men samtidig udføre dem hurtigt og lave overgangen fra et afsluttet svømmetag til starten på det næste på ingen tid.
Lyset over mig vokser, og nu kan jeg se det sprede sig længere frem foran mig, og jeg prøver på at svømme endnu hurtigere, men den våde kedeldragt tynger mig, og min krop er stivnet. Jeg når koldt og ligegyldigt at tænke, at jeg har mistet orienteringen, at jeg svømmer i den forkerte retning, at jeg nu skal dø. Alt jeg har læst om at drukne, farer gennem hovedet på mig: At det er en psykisk betinget refleks, at man holder vejret under vand. Og det er en fysisk betinget refleks, at man trækker vejret, når kroppen savner ilt, og at man kan styre den refleks – undvære ilt meget længere end man tror. Men der er grænser for kontrollen. Efter et par minutter trækker man vand ind i lungerne, og hjertet går i stå. Hjernen lever videre et kort øjeblik. Den kan tænke. Billeder fra et dokumentarprogram om krabbefiskerne i Barentshavet farer gennem mit hoved. Når de bliver fanget af linen og trækkes med krabbeburet ned mod bunden. Hvad tænker de? Netop da starter kramperne, og jeg åbner munden og lukker al luften ud. I langsom gengivelse opfatter jeg boblerne drive fra mig, og så ræser de mod overfladens oplyste vand – mod ilden. Jeg ser en mørk plamage på vando
Karin Jensen
Karin Jensenhar citeretfor 3 dage siden
Hvorfor jeg slår øjnene op, ved jeg ikke med det samme, men jeg kan høre, at motorens rytme har ændret sig. Jeg er allerede ude af køjen og ved at trække min kedeldragt på, da jeg bliver slynget ind i væggen samtidig med, at jeg hører braget. Kollision. Et øjeblik efter går generalalarmen. Jeg kan mærke, at hun ligger en anelse anderledes på vandet, og mens jeg skubber fødderne ned i mine sikkerhedssko, trækker jeg gardinet fra koøjet – der er ikke mørkt som der bør være. Jeg kan se et diffust, omskifteligt lys – flammer der kaster lys gennem tåge. Ilden må befinde sig på den modsatte side af skibet. Jeg kaster mig hen til sengemøblet, flår skuffen ud og hiver mit sammenfoldede søkort op, og så er jeg allerede i løb ud ad døren med min redningsvest i den ene hånd, mens jeg propper søkortet ind på maven med den anden. Jeg ser, at maskinchefen er ude af sit kammer, og motormanden er på vej hen ad gangen mod lejderen.
„Skynd dig, Allan,“ råber han hen over skulderen.
„Hvad sker der?“ råber jeg tilbage, selvom svaret er indlysende – jeg kan allerede lugte røgen; tyk okker-rød råolie, som står i flammer.
„Vi springer over bord. Hun kan eksplodere.“ Jeg tror det er maskinchefen, der råber, da jeg træder ud på dækket – allerede med redningsvesten fastspændt; mine hænder har gjort det pr. automatik. Næsten hele besætningen står på dækket til bagbord, lige foran apteringen – oplyst og blege – og jeg vender mig mod det skarpe gule lys fra styrbord, hvor flammerne står næsten ti meter op over rælingen og allerede har fat i apteringen, hvorfra de vil brede sig til maskinrummet. Sort røg bølger til himmels. Jeg kan regne ud, at der må være slået hul i skroget til styrbord så olien løber ud og brænder på havet. Redningsbådene. Flammerne bliver pludselig næsten dobbelt så høje. Ingen tid til at sætte bådene i vandet. Ilden giver næsten ingen lyd – væskebrand. Kaptajnen er dukket op på dækket.
„SPRING NU,“ råber han. Tre af besætningen kravler op på rælingen i deres redningsveste.
„NEJ,“ råber jeg, mens jeg løber derhen. Noget er galt, men de er allerede sprunget, og så kan jeg mærke det: Bevægelsen – skibet er ved at drive rundt om sig selv, så det klare vand ud for bagbord snart bliver afløst af tyk, brændende olie. Mændene vil blive opslugt, hvis de ikke når at svømme langt nok væk i tide.
„Vi skal op til stævnen, ellers …,“ begynder jeg at råbe, men ingen tager notits af mig, jeg ser ind i paniske øjne, varmen er ulidelig. Skibets bevægelse om sin egen akse tager fart. Flere springer ud til bagbord – resten – jeg har ikke set Chris. Nu driver hun hurtigere. Den brændende olie nærmer sig mændene i vandet. Jeg står stivnet midt på dækket. Jeg ser de orange redningsveste i vandet blive opslugt af infernoet; heden nu så kraftig, at jeg kan lugte mit hår blive afsvedet. Søen er næsten helt rolig. Tågen opløses af varmen. Yderligere to orange prikker bliver indhentet af flammer, der spreder sig langsomt, hypnotisk ud over havet, nu hele vejen rundt om skibet. Jeg
Karin Jensen
Karin Jensenhar citeretfor 9 dage siden
Konrad, så er det Lars’ bror
Martin Kildegaard Kristiansen
Martin Kildegaard Kristiansenhar citeretfor 5 måneder siden
Gorm er min ex-kæreste – han var også pusher.
Jesper Nielsen
Jesper Nielsenhar citeretfor 6 måneder siden
Lars kommer til at tænke på dengang Lille-Lars tog ham med ud at køre ræs i en stjålen Morris Mascot. Han overhalede biler indenom ved at benytte cykelstien
Jesper Nielsen
Jesper Nielsenhar citeretfor 6 måneder siden
Lars ser hendes skinnende blanke øjne, de røde pletter på hendes ligblege hals.
Jesper Nielsen
Jesper Nielsenhar citeretfor 6 måneder siden
Steso begynder at blive overraskende tung. Da han levede, var han kun knogler, skind og ben; nu vejer han langt mere end de levende. Dødvægt.
Jesper Nielsen
Jesper Nielsenhar citeretfor 6 måneder siden
De kunne godt have brændt ham,“ siger han til Michael – sammen med Louise danner de bagtrop i kistens følge.
Jesper Nielsen
Jesper Nielsenhar citeretfor 6 måneder siden
De forlader kalkduften, orgelets brusen.
Jesper Nielsen
Jesper Nielsenhar citeretfor 6 måneder siden
Deres gangart er som et luciaoptog gennem sirup.
Jesper Nielsen
Jesper Nielsenhar citeretfor 6 måneder siden
Vi skal væk herfra,“ siger Tilde til Thomas. Men han siger, at de skal vente, og samtidig kommer Lisbeth ud i gården – hun er fuld, og hun smiler.
Jesper Nielsen
Jesper Nielsenhar citeretfor 7 måneder siden
Steso, tænker hun, jeg kommer til at savne dig; du var arrogant, men samtidig var du også på en måde ærlig, og så var du altid underholdende.
Jesper Nielsen
Jesper Nielsenhar citeretfor 7 måneder siden
Steso er på piller, han stripper overkroppen fri for tøj og danser pogo så voldsomt foran orkesteret, at folk bliver aggressive. Men han bliver hurtigt træt og går væk fra scenen.
Janni Malene Olsen
Janni Malene Olsenhar citeretfor 2 år siden
Jeg overvejer om jeg skal byde ham en cigaret eller blot knalde ham ned.
Janni Malene Olsen
Janni Malene Olsenhar citeretfor 2 år siden
Maja. Hun er på min hjerne hele dagen, mens jeg arbejder i tretten timer.
Janni Malene Olsen
Janni Malene Olsenhar citeretfor 2 år siden
„Asger var sammen med en anden pige dengang, Susan. Og Susans veninde – jeg kan ikke huske, hvad hun hed – men hun var sammen med Leif der døde. De var sådan nogle flippertøser, der hang ud på 1000Fryd.“
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)