En fandens mand

Hvorfor ikke begynde forfra? I stedet for at skrive en bog, hvor jeg bekender min sexisme, racisme og homofobi, som den har udspillet sig over årene, skulle jeg måske bekæmpe den sexisme, racisme og homofobi, der stadig finder sted, hver dag. Gå op i dem, det går ud over, i stedet for at gå op i mig selv. Det er vel vigtigere at undersøge og forklare, hvor og hvordan folk bliver undertrykt, end at undersøge mit eget forhold til, hvad jeg har gjort og tænkt. Jeg kunne begynde med at undersøge de ulige vilkår, folk har for at skrive en bog om sig selv på landets største forlag.
Problemet er, at jeg ikke gider være den, der har gennemskuet det hele. Når jeg skriver „gider“, betyder det ikke, at jeg ikke orker at gøre arbejdet, men at jeg ikke har lyst. Jeg har ikke lyst til at sidde her og udlægge teksten. For er det ikke også en temmelig belastet fortællerposition: Hvid mand forklarer det tavse publikum, hvordan det hele hænger sammen. Mansplaining er en ting, og jeg vil gerne prøve at undgå det. De første udgaver af det her manuskript havde næsten ingen interviews, og det faldt folk for brystet.

„Det er ikke muligt at frembringe eksempler på fx racistisk tale uden at frembringe racismens følsomhed, traumerne og, i nogles tilfælde, begejstringen,“ skriver hun i Excitable Speech.

Du taler dig ind i de to roller med det spørgsmål, du stiller senere i teksten: ‘Hvordan undgår jeg at lave overgreb?’ Jeg synes, det er et virkelig råddent spørgsmål. For hvad producerer det? Hvilken mand producerer det? Hvilken kvinde? Jeg gider jo heller ikke være hende. Så når vi kommer i sådan nogle situationer – og det er det, jeg mener med at leve det – når vi lige pludselig står der, og har indtaget offer- og magthaverrollerne, så er det vigtigt at tænke over, hvilke andre spørgsmål vi kan stille for at producere en anden relation. Ikke bare spørge, hvordan vi kan løse problematikken. Men skyde noget andet ind i feltet, der kan åbne det, snarere end lukke det ned med nogle moralske regler om ‘hvordan undgår jeg …’.“
– Når jeg stiller spørgsmålet i teksten, så er det også, fordi jeg konstaterer, at spørgsmålet dukker op i forskellige situationer. Som det også gør hos min kammerat, når han har lejet sig ind på et værelse i New York, eller når han løber en tur rundt om Søerne.
„Ja, det eksempel hvor han løber rundt om Søerne … det er helt vildt at tænke sådan. Det er et overgreb.“
– Okay.
„Det er simpelt hen forkert. For han producerer jo kvinder, som slet ikke kan manøvrere i verden. På samme måde med dit eksempel om at gå over på den anden side af gaden, hvis du går bag en kvinde en aften. Der er kvinder, der har haft nogle rædselsfulde oplevelser, som har sat sig i kroppen på dem, men jeg tror, man er nødt til at lade kvinder deale med det i stedet for at gøre det til dit kønsbetingede ansvar. Det er det absolut ikke. Du fratager jo kvinder retten til at være aktører, hvis du går over på den anden side. Synes jeg.“