Den genfødte morder

For ikke at tale om rektors åbningstale, instruktionerne, det praktiske, hvor de skulle henvende sig.

Hun stod et øjeblik og betragtede, hvordan flammen fik fat i vægen, hvordan hotelværelset omkring hende langsomt antog mere form: Sengen i hjørnet, den lille, håndskårne reol langs væggen, bambusstolen under vinduet, sprækkerne mellem de ujævne gulvbrædder, flere steder så brede, at man kunne stikke en finger ind mellem dem. Hun satte sig igen på sengen, overvejede at sove et par timer, men slog tanken væk. Det ville gøre det umuligt for hende at sove senere, og det var for tidligt at gå i seng. Mere lys, denne gang fra hendes iPhone, et mat, kunstigt skær. Som forventet var netforbindelsen elendig, hun kunne næsten mærke på den lille tingest i hendes hånd, hvordan den arbejdede på højtryk for at efterleve hendes ønsker. Hun var nervøs for batteriet, skulle ned i receptionen, hvis hun skulle lade den op, de lå inde med den eneste adapter. Men hun havde jo talt med sin mor flere gange, Bjørn og Ellen havde det fantastisk. Sådan havde moren sagt gentaget det, fantastisk, fantastisk. Og Hannah havde hørt de små i baggrunden pludre, grine, og igen følt sig utilstrækkelig. Var det en hævn? Morens hævn over Hannah?

Kan du give mig en lyd, kan du give Leon en lyd? Host to gange for Leon.