bookmate game
Bjarne Reuter

7. a

  • Claus Magelius Enevoldsenhar citeretfor 3 år siden
    skab, blev fundet i negerfiguren nede i stuen, ved et såkaldt tilfælde. Jeg har tidligere vist Finn de øvrige sider i bogen, som fortæller os lidt af hvert, men som egentlig ikke bringer os ret meget nærmere en løsning af mysteriet.

    Finn lagde armene over kors:

    – Hvilket mysterium, om man må spørge?

    Hans stemme lød en anelse mere sarkastisk end tilsigtet.

    Anders lod sig imidlertid ikke gå på af lærerens skepsis, men svarede prompte:

    – Hvad der blev af barken „Pemba“, samt hvilken skæbne der overgik skibets besætning. Kort sagt, vi mangler stadig det sidste kapitel i Max Savannahs dagbog. Siderne sidder, som jeg vist har sagt, løst i bogen. Man kunne altså forvente, eller håbe på, at sidste kapitel er faldet ud og lagt på plads et tilfældigt sted.

    Finn syntes, han blev nødt til at afbryde Anders. Han rakte hånden op.

    – Det er slet ikke, fordi jeg ikke vil høre, hvad det er, du vil sige, sagde han, – men hvor står det, at „Pemba“ ikke gik ned, simpelthen sank, forsvandt, som det jo sker for sejlskibe? Jeg er klar over, at der tilsyneladende er fundet noget vraggods, blandt andet Max’ dagbog, en messingmaske og denne Jolly Nigger Bank, men kunne det ikke i sig selv være bevis på at „Pemba“ sank?

    Anders trak sig i underlæben:

    – Næppe, sagde han. – Her i reolen står en masse såkaldte årbøger, lige fra århundredskiftet frem til slutningen af 20’erne. Det interessante er, at „Pemba“ aldrig blev fundet. Hverken vragdele eller omkomne, kun en lille kiste foret med kork, så den kunne flyde, blev samlet op nogle år senere i Cape Town og bragt til Danmark, hvor de pårørende for længst havde opgivet alt håb.

    Finn trak på skuldrene. Følte sig en smule for træt til at høre på flere foredrag.

    Men Anders fortsatte:

    – Nu var det sådan, at da vi
  • Claus Magelius Enevoldsenhar citeretfor 3 år siden
    Til Finns og Gittes udelte overraskelse befandt Tineke sig oppe på Anders’ og Alexanders værelse. Hun sad i Anders’ seng med benene trukket op under sig med en lille betuttet mine på sit søvnige ansigt. Alexander lå i sin sovepose, lysvågen.

    Nu er vi her, tænkte Finn og følte atter slugten i maven. Tineke, Beth, Anders, Alexander og Vanessa, samt Gitte. Alle dem, der havde set syner, hørt stemmer, drømt underlige drømme og fundet hemmelige bøger.

    Anders opførte sig som den høflige vært og viste dem til rette, så de kunne komme til at sidde i en rundkreds. Finn registrerede, at Beth så med åbenlys beundring på knægten, der samtidig så på Tineke med en lige så utilsløret interesse.

    Men hvem ville også interessere sig for Sorte Limbo?

    – Ja, det er svært at se, hvor man skal begynde, sukkede Anders og kløede sig i håret. – Men jeg har altså fundet denne hersens dagbog, eller resterne af den. Vi ved nu, at første side, som er en oversigt over passagerer og man
  • Sanne Møller Skovgaardhar citeretfor 3 år siden
    tninger. Som vi har arvet. Som vi har med hjemmefra. Men ellers, mine damer og herrer, er det op til os selv, at blive passende fodret. Åndeligt set.
    – Du mener programmeret, rettede Anders, og Finn svarede modvilligt, – noget i den stil, ja. Typisk for Anders, der selv var som en skalpel. Skar altid igennem. Rent og præcist. På overfladen en blid og rar dreng, sød og velbegavet. Indtil man kom for tæt på. Finn havde sommetider den fornemmelse, at knægten i sit stille sind sad og grinede ad ham. At Anders vidste mere, end han ville sige. Hvis Beth nogensinde følte sin position truet, så kom det fra den hørfarvede dreng med de kattegrønne øjne.
    – Så siger vi altså programmeret, sagde Finn modvilli
  • Claus Magelius Enevoldsenhar citeretfor 3 år siden
    Hvor … ved du det fra?

    Anders så væk.

    – Vi var med til begravelsen, sagde han og sukkede.

    Finn sank en klump.

    – I … var med til Maria Schiølers begravelse, mumlede han.

    – Efter forældrenes formodede død blev Maria adopteret af sin plejefamilie, fortalte Anders. – Men ellers er det rigtigt nok, vi var alle sammen med. Hele 7.a … og Gitte.
  • Claus Magelius Enevoldsenhar citeretfor 3 år siden
    Du mener altså, at man lægger disse ting ned som en slags flaskepost?

    Anders nikkede, men så alligevel en smule undvigende ud.

    – Må jeg se den dagbog? sagde Finn.

    Anders rakte ham
  • Saif Iqbalhar citeretfor 4 år siden
    Finn satte sig op i sengen og skruede op for telefonsvareren:
    – Du må undskylde, hvis jeg lyder en smule træt, sagde hun. – Jeg føler mig stadig noget døsig. Det er en af grundene til, at jeg bliver heroppe. Natten over. Jeg orker ikke at køre hjem nu. Men … med hensyn til huset, så … ja, så er det alt sammen udmærket på mange måder, pladsmæssigt og … den slags. Men Finn, det jeg ville fortælle dig, og jeg håber du hører dette her allerede i nat, det vil nok lyde mærkeligt i dine ører. Ikke desto mindre vil jeg bede dig … jeg vidste slet ikke, der var telefon i huset. En gammel sort mønttelefon med drejeskive. Mørket er faldet på nu. Men det jeg ville sige var … at der … er nogen … i dette
  • Jakob Kirkegaardhar citeretfor 4 år siden
    Der stod: „JOLLY NIGGER BANK, Shephard Hardware Co. Buffalo, N.Y. 1883“. Nogen havde med fyldepen tilføjet: Christie’s katalog, £ 200.
  • Jakob Kirkegaardhar citeretfor 4 år siden
    Måske derfor aflyste han kun sjældent deres fredagsmøder, der med tiden fik mere og mere rituel karakter.
  • Jakob Kirkegaardhar citeretfor 4 år siden
    Jeg er glad for, at Jolly Nigger Bank er pakket ned. Der er noget over den figur, jeg ikke bryder mig om at vise frem.
  • Jakob Kirkegaardhar citeretfor 4 år siden
    – Finn, hviskede hun, – jeg fandt, eller rettere, tog en mønt, der tilhører en lille negerfigur, men jeg måtte fortælle dig det … for nu ved jeg, hvad der er galt, Finn … forstår du … en af vores elever i 7.a … en af dem … er ikke levende … en af dem … er død.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)