7. a

De havde ikke mødt nogle af de andre på vejen, og slet ikke set skyggen af Beth.

Finn satte sig op i sengen og skruede op for telefonsvareren:
– Du må undskylde, hvis jeg lyder en smule træt, sagde hun. – Jeg føler mig stadig noget døsig. Det er en af grundene til, at jeg bliver heroppe. Natten over. Jeg orker ikke at køre hjem nu. Men … med hensyn til huset, så … ja, så er det alt sammen udmærket på mange måder, pladsmæssigt og … den slags. Men Finn, det jeg ville fortælle dig, og jeg håber du hører dette her allerede i nat, det vil nok lyde mærkeligt i dine ører. Ikke desto mindre vil jeg bede dig … jeg vidste slet ikke, der var telefon i huset. En gammel sort mønttelefon med drejeskive. Mørket er faldet på nu. Men det jeg ville sige var … at der … er nogen … i dette

– Finn, hviskede hun, – jeg fandt, eller rettere, tog en mønt, der tilhører en lille negerfigur, men jeg måtte fortælle dig det … for nu ved jeg, hvad der er galt, Finn … forstår du … en af vores elever i 7.a … en af dem … er ikke levende … en af dem … er død.