7. a

Og så er der Anders, der sjældent siger noget, men som tilsyneladende kører sit eget løb.

Finn havde været ude med gutterne. Det var hans eget udtryk, og hentydede til hver anden fredag, hvor tre af drengene fra klassen i al stilfærdighed aflagde læreren et besøg. Normalt var Finn modstander af enhver form for hemmelighedskræmmeri, ligesom han var en svoren modstander af at se såvel elever som forældre privat. Men dette her var begyndt så uskyldigt, og havde hurtigt udviklet sig til noget ægte, noget smukt, der sådan set var hævet over det mere rutinemæssige lærer-elev-forhold. Uden egentlig at nævne det direkte, forstod de store drenge at holde forbindelsen for dem selv.
Det hele begyndte, da Johan, Jens og Mouritz en dag kom for at aflevere et videobånd med en fodboldkamp, Finn havde optaget. Det var der ikke noget unaturligt i. Men da knægtene fik øje på væggen med håndvåben, især knive i alle størrelser og vægtklasser, blev de spontant begejstrede, og så pludselig på orienteringslæreren med andre øjne. Finn havde selvfølgelig ikke noget imod at demonstrere de sjældne kasteknive, og ugen efter lærte han dem de første simple regler. De lærte også at vedligeholde våbnene samt nogle flere teoretiske grundregler. Det drejede sig om at beherske, ikke lade sig beherske. Og Finn havde da ikke noget imod at få besøg af de tre videbegærlige fyre, når det kunne holdes på det plan. Og selvfølgelig nød han deres slet skjulte beundring, alt andet havde været mærkeligt. En dag blev firkløveret inviteret hjem til Mouritz’ forældre. Aftalen var, at de skulle komme forbi, når de havde været, som faderen udtrykte det, i felten.
Mændene bænkede sig i hjemmebaren, mens drengene faldt over faderens billard. Mouritz’ far havde mange gøremål, der havde gjort ham til en velhavende mand. En såkaldt autodidakt, et menneske, der aldrig havde behøvet andre, men som havde arbejdet sig op fra bunden. En karriere han ikke havde noget imod at fortælle om. Han og Finn fik sig, hvad de begge kaldte for en rigtig mandfolkesnak. En snak knægtene nok ikke tog

Middagsmaden gled ned uden de forventede kommentarer til den særprægede smag. Finn havde simpelthen taget brodden af kritikken ved at sige, at madholdet havde løftet frikadellerne op i restaurationsklasse ved at tilføje dem et ekstra pikant krydderi fra det oversøiske køkken. I det hele taget var der mere end stille ved middagsbordet. Finn holdt øje med Gitte, der indtog sin mad i absolut tavshed. Måske var det hendes utilnærmelige holdning, der smittede af på det øvrige selskab.
Vanessa så derimod ud til at have fået det en lille smule bedre. I hvert fald bekom de specielle frikadeller hende så vel, at hun ligefrem bad om flere portioner. De andre kendte hende kun som den stille og sarte pige, der aldrig generede nogen, men altid passede sig selv, og som en dag ville gå i sin mors fodspor og blive violinist i et eller andet kapel. Derfor overraskede det også de fleste at se hende proppe sig med kartofler og frikadeller. Faktisk var hun så absolut den, der udviste de dårligste bordmanerer. Hun savlede og bøvsede og lod kniv og gaffel ligge, for at bruge sine ti fingre. Hun lignede en, der ikke havde fået mad og drikke i ugevis. I næsten ti minutter var det kun hendes smasken og gurglen man hørte, indtil Gustav pludselig sagde:
– Jeg tror, det blæser op.
Finn skyndte sig at give ham ret, mest for at give samtalen en chance. Et par af de andre må også have følt sig tynget af tavsheden, for nu begyndte de at snakke om vejret, klimaet og temperaturen.
Finn så i smug på Gitte, der ikke sagde noget, og som ikke så på nogen. Hendes blik hvilede på bordpladen, og hun lignede mere og mere et menneske, der var skræmt fra vid og sans. Men netop som samtalen skulle til at gå i stå igen, rejste Anders sig, idet han roligt og myndigt så ud over selskabet i spisestuen:
– Ja, sagde han fast med en næsten