7. a

Umiddelbart efter morgenmåltidet samlede Finn Bromsen sin Klan. Gitte var gået i gang med at tilrettelægge orienteringsløbet sammen med Tineke, Alexander og Beth. Ifølge aftalen skulle Anders, JB og Gustav senere ud med posterne. Der var fortsat lidt usikkerhed med hensyn til starttidspunktet. Efter planen skulle det være et natløb, men Gitte tøvede. Hun var ikke meget for at sende børnene ud om natten. Foreløbig skulle man forsøge at planlægge ruterne og sætte holdene sammen.
Finn havde det bedre til morgen. Faktisk så han meget lysere på tilværelsen, efter han havde indtaget sine rå havregryn, og da han igen var samlet med gutterne, var han atter på omgangshøjde med begivenhederne.
– Ja, begyndte han veloplagt, – nogle har åbenbart besluttet sig for at gøre denne hyttetur til noget helt specielt, især for de uindviede.
Han så på dem, en efter en.
– Men disse ellers så dygti

Og så er der Anders, der sjældent siger noget, men som tilsyneladende kører sit eget løb.

Finn havde været ude med gutterne. Det var hans eget udtryk, og hentydede til hver anden fredag, hvor tre af drengene fra klassen i al stilfærdighed aflagde læreren et besøg. Normalt var Finn modstander af enhver form for hemmelighedskræmmeri, ligesom han var en svoren modstander af at se såvel elever som forældre privat. Men dette her var begyndt så uskyldigt, og havde hurtigt udviklet sig til noget ægte, noget smukt, der sådan set var hævet over det mere rutinemæssige lærer-elev-forhold. Uden egentlig at nævne det direkte, forstod de store drenge at holde forbindelsen for dem selv.
Det hele begyndte, da Johan, Jens og Mouritz en dag kom for at aflevere et videobånd med en fodboldkamp, Finn havde optaget. Det var der ikke noget unaturligt i. Men da knægtene fik øje på væggen med håndvåben, især knive i alle størrelser og vægtklasser, blev de spontant begejstrede, og så pludselig på orienteringslæreren med andre øjne. Finn havde selvfølgelig ikke noget imod at demonstrere de sjældne kasteknive, og ugen efter lærte han dem de første simple regler. De lærte også at vedligeholde våbnene samt nogle flere teoretiske grundregler. Det drejede sig om at beherske, ikke lade sig beherske. Og Finn havde da ikke noget imod at få besøg af de tre videbegærlige fyre, når det kunne holdes på det plan. Og selvfølgelig nød han deres slet skjulte beundring, alt andet havde været mærkeligt. En dag blev firkløveret inviteret hjem til Mouritz’ forældre. Aftalen var, at de skulle komme forbi, når de havde været, som faderen udtrykte det, i felten.
Mændene bænkede sig i hjemmebaren, mens drengene faldt over faderens billard. Mouritz’ far havde mange gøremål, der havde gjort ham til en velhavende mand. En såkaldt autodidakt, et menneske, der aldrig havde behøvet andre, men som havde arbejdet sig op fra bunden. En karriere han ikke havde noget imod at fortælle om. Han og Finn fik sig, hvad de begge kaldte for en rigtig mandfolkesnak. En snak knægtene nok ikke tog