Buddenbrooks

Da Buddenbrooks’ sørgeår endnu ikke var omme, blev de to forlovelser kun fejret i familiens kreds

Hans fædrene bys mure, som han med vilje og bevidsthed havde lukket sig inde bag, åbnede sig og blottede verden for hans blik, hele den verden, han i sine unge år havde set et og andet lille stykke af, og som døden nu lovede at skænke ham helt og holdent. Rummets og tidens og dermed historiens bedrageriske erkendelsesformer, bekymringen for en glorværdig, historisk videreeksistens i efterkommernes person, frygten for en eller anden endelig historisk opløsning og nedbrydning, – alt dette frigav nu hans ånd og hindrede ham ikke længere i at begribe den vedvarende evighed. Intet begyndte og intet hørte op. Der fandtes kun en uendelig nutid, og den kraft i ham, der elskede livet med en så smerteligt sød, påtrængende og længselsfuld kærlighed, og som hans person kun var et forfejlet udtryk for – den ville altid forstå at finde adgang til denne nutid.

Og jeg har håbet at leve videre i min søn? I en endnu mere ængstelig, svag og vaklende personlighed? Barnlige, vildførte dårskab! Hvad skal jeg have en søn for? Jeg behøver ingen søn! … Hvor jeg vil være, når jeg er død? Jamen det er så lysende klart, så overvældende enkelt! Jeg vil være i alle dem, der nogen sinde har sagt, siger og vil sige „jeg“: men især i dem, der siger det mere fuldtonende, kraftigere, gladere …

Et sted i verden vokser der en dreng op, veludrustet og vellykket, begavet nok til at udvikle sine evner, rank og ubekymret, ren, grusom og livlig, et af disse mennesker, som de lykkelige bliver lykkeligere ved at se og som driver de ulykkelige til fortvivlelse: – Det er min søn. Det er mig, snart … snart … så snart døden befrier mig for den usle illusion, at jeg ikke både er ham og mig …

Døden var en lykke, så dyb, at den kun kunne måles helt i benådede øjeblikke som dette. Den var tilbagekomsten fra et usigelig pinligt vildspor, korrigeringen af en graverende fejl, befrielsen fra de modbydeligste bånd og skranker – den gjorde et beklageligt ulykkestilfælde godt igen.

vil leve! sagde Thomas Buddenbrook næsten højt og følte, hvordan hans bryst begyndte at dirre af indre hulken. Dette her er det, at jeg vil leve! Det vil leve … og at dette det ikke er mig, det er kun en illusion, det var kun en fejltagelse, som døden vil rette. Sådan er det, sådan er det! … Hvorfor? – Og ved det spørgsmål slog natten atter sammen for hans øjne. Han så, vidste og forstod igen ikke det ringeste og lod sig synke dybere ned i puderne, helt blændet og udmattet af den smule sandhed, han netop havde fået lov at skue.

Om døden og dens forhold til uødelæggeligheden af vort væsen i sig selv“. –

ukendt, stort og taknemligt velvære fyldte ham. Han mærkede den uforlignelige tilfredsstillelse ved at se, hvordan en højligt overlegen hjerne bemægtiger sig livet, dette så stærke, grusomme og hånlige liv, for at betvinge det og dømme det … tilfredsstillelsen hos en lidende, der altid skamfuldt og med dårlig samvittighed har holdt sin lidelse skjult for livets kulde og hårdhed og pludselig af en stor og viis mands hånd modtager den principielle og højtidelige berettigelse til at føle lidelse ved verden – denne den bedste af alle tænkelige verdener, om hvilken det pludselig bevistes med legende hån, at den var den sletteste af alle tænkelige.

Men det var her, i denne pavillon, i den lille gyngestol af gule rør, at han en dag i hele fire timer læste med voksende grebethed i en bog, der halvt søgt, halvt tilfældigt var faldet i hans hænder …

Således gik det til, at Thomas Buddenbrook, der havde rakt hænderne længselsfuldt ud efter de høje og sidste sandheder, mat sank tilbage til de begreber og billeder, hvis troskyldige brug var blevet indøvet i hans barndom. Han gik rundt og huskede den ene og personlige Gud, menneskebørnenes far, som havde sendt en personlig del af sig selv ned til jorden, for at han skulle lide og bløde for os, som ville holde dom på den yderste dag, og ved hvis fødder de retfærdige så i løbet af den evighed, der da tog sin begyndelse, ville få erstatning for deres beklemmelser i denne jammerdal … Hele denne lidt uklare og lidt absurde historie, der imidlertid ikke krævede nogen forståelse, men alene lydig tro, og som ville være ved hånden i fastlagte og barnlige ord, når den sidste angst dukkede op … Virkelig?

må tænke og handle for os, for Gerda og jeg er kvinder, og Christian … nå, Gud være med ham! … Vi kan ikke hamle op med dig, for hvad vi har at komme med, det er ikke modargumenter, det er følelser, det er jo klart.