underjordiske hule. Alt åndede fred og idyl, og Kristian var gået i gang med forårsrengøringen. Han var ved at støvsuge under sengen, da han ramte sin fars gamle natpotte. Han kiggede i natpotten og fik et chok. Han var sikker på, at han aldrig havde brugt den, men alligevel var den fyldt med tis, som ovenikøbet så meget mærkeligt ud.
Kristian blev nervøs. Hvis nogen havde været her og tisset i natpotten, havde de måske også snuppet noget i hulen. Han skyndte sig hen til den hemmelige globusbar. Han havde en sær fornemmelse og frygtede, at hans elskede forstørrelsesglas var væk. Kristian havde fået det af sin far, og det betød rigtig meget for ham. Til Kristians ærgrelse fik han ret. Forstørrelsesglasset var pist væk!
Han skyndte sig over til supercomputeren MYSTERIO.
”MYSTERIO, hvad skal vi gøre? Jeg kan ikke være detektiv uden mit forstørrelsesglas.”
MYSTERIO bippede og lyste.
Da MYSTERIO viste tre skurke på skærmene, vidste Kristian, at han skulle finde sit forstørrelsesglas enten hos Fru Pudderkvast, Ronni Roligan eller Reichardt Thomsen.
Kristian løb ind i elevatoren og skød sig op i Ramasjang. Missionen var begyndt!
Byen lugtede anderledes, end den plejede. Faktisk lugtede der mest af rengøringsmidler overalt. Gaderne var fejet, skraldespandene tømt, og alle lygtepæle havde fået en tur med en støveklud. Kristian gik ned ad gaden i håb om at finde Fru Pudderkvast, og der gik ikke længe, før han fandt den emsige rengøringskone i færd med at vaske endnu et trafiklys.
”Fru Pudderkvast, mit forstørrelsesglas betyder virkelig meget for mig, men nu er det væk. Hvad lavede du egentlig i nat?” spurgte Kristian.
”Vorherre bevares,” kaglede hun og smed fornærmet vaskekluden fra sig. ”Hvilken frækhed at forhøre en ældre dame midt i hendes pligter.”