Ole Lund Kirkegaard

Albert

    Claus Nygaard Mortensenhar citeretfor 8 måneder siden
    knægt, råbte skomageren og var lige ved at blive kvalt i sin egen galde. Aldrig i mine dage har jeg kendt mage til fræk lille knægt.
    Albert kunne ikke glemme den lille, arrige skomager, og han kunne især ikke glemme skomagerens pæretræ. Så dejligt et pæretræ havde Albert aldrig klatret i før.
    Albert havde en ven, der hed Egon, og allerede samme dag gik Albert hen for at fortælle ham om skomageren.
    Egon boede på en gård i den
    Elise Thinghar citeretfor 3 måneder siden
    Det er den grimmeste fyr, jeg nogen sinde har set.
    Hans Enemarkhar citeretfor 3 måneder siden
    Ballonrejsen

    Den store Rapollo stod i åbningen til sin vogn og ventede, da Tubbe og Gnalle kom luskende med sækken.
    NO, brølede han. Det var I længe om. Fik I fat i knægten?
    Selvfølgelig, gnæggede den lille, blege Gnalle. Selvfølgelig fik vi fat i ham. Det var da meget nemt. Hi, hi, hi. Vi har ham her i sækken, ikke også Tubbe?
    Joh, sagde Tubbe. Det har vi vel.
    Rapollo lo larmende.
    I er et par listige fyre, råbte han. I fortjener en god belønning.
    Jæhææh, sagde Gnalle. Det er lige, hvad vi gør. Men først vil vi lige se dig skære ørerne af knægten.
    Albert stod et lille stykke derfra. Han stod bag et træ og kunne høre alt, hvad der blev sagt.
    Hvis han lukker sækken op nu, tænkte han, dør jeg ganske sikkert af grin.
    Men Rapollo lukkede ikke sækken op.
    I stedet for sagde han:
    Sæt I no bare knægten fra jer her foran vognen, og kom so op til maj og hør min store plan. Den er so stor, at ingen nogen sinde har hørt mage. Og knægten løber jo ingen steder, ho, ho.
    Næhææh, kvækkede Gnalle. Det gør han ikke. Og vi kunne godt tænke os at høre om din store plan, ikke også, Tubbe?
    Johh, sagde Tubbe. Men jeg kan nu ikke li’ det, Gnalle.
    Ti stille, sagde Gnalle. Sæt sækken fra dig og følg med op i vognen.
    Tubbe satte sækken fra sig og klatrede op i Rapollos vogn. Men han blev ved med at mumle:
    Jeg kan ikke li’ det. Det kan jeg altså ikke, Gnalle.
    Albert stod bag træet, og hvis Tubbe og Gnalle havde set ham, ville de have set, at han stod og lo nok så frækt.
    Men Tubbe og Gnalle så ingenting. De klatrede bare op i vognen til den store Rapollo, som lukkede udgangen, så ingen skulle høre, hvad de talte om.
    Den plan kunne jeg også godt tænke mig at høre, sagde Albert
    Hans Enemarkhar citeretfor 3 måneder siden
    ikke skære ørerne af ham alligevel?
    Hans Enemarkhar citeretfor 3 måneder siden
    ondersøger politien vognene, og det ville ikke være so hyggeligt for maj.
    Po med vanten, råbte papegøjen.
    Hans Enemarkhar citeretfor 3 måneder siden
    Jahh, sagde Albert. Måske kører vi til en by, hvor der er en havn. Og måske træffer vi nogle ordentlige sørøvere så.
    Ho, ho, sagde Rapollo. Naj, do kan tro naj. Vi kører ikke til noen havn. Vi kører til marked i Hjallevad. Po sodan en stor marked kan jaj nemlig stjæle mange ponge og blive rig. Og moske kan jaj stjæle noed, der er MAJET bedre end ponge og guldure.
    Rapollo blinkede til Albert og lo drønende, så både papegøjen og lampen dinglede under loftet.
    Po med vanten, råbte papegøjen. Jaj bli’r søsyd
    Hans Enemarkhar citeretfor 3 måneder siden
    ikke.
    Det var da mærkeligt, tænkte Albert. Måske er han blevet syg.
    Han skulle lige til at kaste en sten op på vinduet, da Egons mor stak sit søvnige hoved ud ad døren.
    Skrub af, råbte hun. Egon skal blive i sengen i dag.
    Hvad har han nu gjort? spurgte Albert.
    Ikke noget, sagde Egons mor. Han skal blive der for IKKE at gøre noget. Og du behøver ikke at vente på ham, for han er bundet fast til sin seng, og vinduet er sømmet fast.
    Måske slipper han løs alligevel, sagde Albert.
    NEJ, råbte Egons mor. For i dag holder jeg øje med både ham og dig.
    Nå, sagde Albert. Det var en skam.
    Og så traskede han alene ned mod bækken.
    Halløj, bæk, råbte han, da han fik øje på bækken inde mellem de gamle, krogede piletræer.
    Han satte sig på en stor sten og trak et stykke muggent franskbrød op af lommen. Han pillede franskbrødet i stykker og satte et af stykkerne på sin fiskekrog
    Hans Enemarkhar citeretfor 3 måneder siden
    En rejse begynder

    Da Albert vågnede den næste morgen, skinnede solen lige ind i hans seng, og da han så alt det dejlige, gule solskin, sagde han til sig selv:
    Ooojj, det må være fridag i dag, sådan som solen skinner.
    Han hoppede ud af sin seng, tog sin fiskestang og klatrede ud ad vinduet. Han stod lidt i det våde græs og lyttede. Inde bag et vindue kunne han høre sin far snorke, og han kunne høre sin mor grynte og småskænde i søvne.
    Albert gik rundt om huset. Oppe på gavlen sad solsorten og sang morgensang, og nede på engen listede en sort kat rundt for at fange søvnige mus.
    Ih, sagde Albert. Sikke en dejlig dag. I dag tror jeg, der sker en hel masse spændende.
    Han hoppede over stendiget og løb ned gennem byen for at hente Egon.
    På vejen mødte han klokkeren, der skulle hen til kirken for at ringe solen op.
    Hvor skal du hen? spurgte Albert og stod stille på vejen.
    Hen og ringe solen op, vrissede klokkeren morgengnavent og kløede sig i øret.
    Jamen solen er jo stået op for længe siden, sagde Albert.
    Ti stille, knægt, vrissede klokkeren og truede ad ham. Forsvind med dig, lille skarn.
    Albert hoppede videre ned gennem byen, mens han spekulerede på, hvorfor klokkeren ikke ringede solen op i ordentlig tid.
    Solen er nok ligeglad med ham, sagde Albert til sig selv. Den står bare op, når den har lyst.
    Han gik og fløjtede lige op i luften, mens græshopperne spillede i grøftekanternes høje græs mellem de blinkende dugdråber. En gang imellem stod han også stille og kikkede ind i haverne for at se, om der skulle være nogle modne blommer, for næst efter pærer var blommer det bedste, Albert vidste. Men det eneste, han så, var havemøbler og blomsterbede og plastikstorke.
    Mærkeligt, sagde han til sig selv. Der er næsten aldrig nogen i den her by, der dyrker blommetræer.
    Og så digtede han en sang, der lød således:
    Hver sommer
    sku’ alle drenges lommer
    være fulde
    af blommer.
    Egon var ikke at se nogen steder, så Albert gik om til hans vindue. Vinduet var mørkt og lukket.
    PIST, sagde Albert.
    Men Egon viste sig ikke.
    Det var da mærkeligt, tænkte Albert. Måske er han blevet syg.
    Han skulle lige til at kaste en sten op på vinduet, da Egons mor stak sit søvnige hoved ud ad døren.
    Skrub af, råbte hun. Egon skal blive i sengen i dag.
    Hvad har han nu gjort? spurgte Albert.
    Ikke noget, sagde Egons mor. Han skal blive der for IKKE at gøre noget. Og du behøver ikke at vente på ham, for han er bundet fast til sin seng, og vinduet er sømmet fast.
    Måske slipper han løs alligevel, sagde Albert.
    NEJ, råbte Egons mor. For i dag holder jeg øje med både ham og dig.
    Nå, sagde Albert. Det var en skam.
    Og så traskede han alene ned mod bækken.
    Halløj, bæk, råbte han, da han fik øje på bækken
    Hans Enemarkhar citeretfor 4 måneder siden
    Albert havde en ven, der hed Egon, og allerede samme dag gik Albert hen for at fortælle ham om skomageren.
    Egon boede på en gård i den anden ende af Kalleby. Det var sådan en dejlig gammel gård med huller i stråtaget og skæve skorstene, der altid var fulde af alliker. Og rundt omkring i laden og staldene var der fuldt af mørke smuthuller og hemmelige steder, hvor man kunne gemme sig, når Egons mor var gnaven.
    Egon var ikke at se nogen steder, så Albert gav sig til at lede efter ham. Han ledte i haven og i laden og mellem sækkene i grisestien. Han ledte i den store høstak, hvor Egon havde sin udkigspost, og han ledte på loftet oven over kostalden, hvor Egon havde sin hemmelige hule. Men Egon var ingen af stederne. Til sidst gav Albert sig til at råbe på ham.
    Ti stille med det skrigeri, råbte Egons mor og stak hovedet ud ad et vindue. Egon er her ikke. Han ligger i sin seng, og der skal han blive.
    Jamen det er jo midt om dagen, sagde Albert.
    Han har været uartig, sagde Egons mor vredt. Han har fået en endefuld og er blevet lagt i seng. Og der skal han blive, lige til han bliver artig.
    Hvornår bliver han det? spurgte Albert.
    I morgen tidlig, sagde Egons mor og smækkede vinduet i med et brag.
    Det var ærgerligt, tænkte Albert. Men måske kan jeg snakke med ham, hvis jeg klatrer op til hans vindue.
    Albert listede rundt om huset, klatrede op i et træ, der stod under Egons vindue, og stak hovedet ind i det værelse, hvor Egon plejede at ligge, når han havde lavet narrestreger.
    Pssst, sagde Albert.
    Pssst, sagde Egon og stak hovedet frem fra sin dyne. Jeg er ved at bygge en hule. Jeg leger indianer.
    Hvad har du lavet? spurgte Albert.
    Ikke noget, sagde Egon. Bare malet min fars hat rød.
    Nå, sagde Albert. Vil du med hen og se noget skægt?
    Ja, sagde Egon og kravlede ud af sin seng. Det kan du regne med.
    Han tog sin gamle stråhat og et par krøllede bukser på. Han lagde en brun trøje ned i sengen, så det så ud, som om han stadig lå og sov, og fulgte efter Albert ud i træet.
    Forsigtigt som to skumle indbrudstyve sneg de sig ned fra træet og gennem haven. Da de nåede ud på vejen, gav de sig til at løbe, alt hvad de kunne. De standsede først, da de nåede skomagerens have.
    Nå, sagde Egon pustende og skubbede stråhatten om i nakken for bedre at kunne se noget. Hvad er det skægge, jeg skal se?
    Albert trak ham hen til hullet i hækken og pegede ind i skomagerens have.
    Kan du se de små, grønne blade derinde? spurgte han.
    Jep, sagde Egon. Det er gulerødder.
    Ha, råbte Albert med fryd i stemmen. Næhæj, bette Egon. Det er radiser.
    Jeg er ikke bette, sagde Egon fornærmet.
    Nå, sagde Albert. Så siger vi det. Men ved du så, hvad der sker, når man rykker de der radiser op af jorden?
    Så bliver der et lille hul, sagde Egon.
    Ja, sagde Albert. Men hvad sker der mere?
    Det ved jeg ikke, sagde Egon.
    Det tænkte jeg nok, sagde Albert. Men nu skal jeg vise dig det. Jeg viser dig det kun, fordi du er min bedste ven, for det er noget farligt.
    Hans Enemarkhar citeretfor 4 måneder siden
    Albert

    Det var netop i Kalleby, at Albert blev født.
    Han blev født en tirsdag morgen klokken syv, og da hans mor havde født ham, hylede han så højt, at alle folkene i Kalleby kom løbende ud af deres små, skæve huse for at se, hvor det skrigeri kom fra.
    Det er nok Vølle Smed, der er ved at slagte sin gris, sagde høkeren.
    Høkeren var den mand, der ejede Kallebys eneste butik. Han lo næsten altid, for han var en glad mand, der holdt af at drikke øl og synge sange.
    Så højt kan en gris slet ikke hyle, sagde fru Stampe, der var den ældste dame i Kalleby. I de syvoghalvfems år jeg har levet i denne hersens by, har jeg i hvert fald aldrig hørt en gris hyle så højt.
    Nå, sagde de folk, der stod og stak deres nysgerrige næser frem i dørsprækkerne. Men hvad kan det så være?
    Måske er det noget farligt, sagde en lille pige og gemte sig under sin mors forklæde.
    I det samme stak Alberts far hovedet ud ad vinduet og råbte af sine lungers fulde kraft:
    HURRA. ALBERT ER BLEVET FØDT. HURRA FOR DET.
    Hvem er Albert? spurgte alle de nysgerrige folk. Ham har vi aldrig hørt om før.
    Nej, sagde den gamle fru Stampe. I de syvoghalvfems år jeg har levet i denne hersens by, har jeg aldrig hørt om nogen, der hed Albert.
    Jamen det er ikke så mærkeligt, råbte Alberts far. For Albert er min søn, og han er lige blevet født.
    Åh nej, sagde alle folkene og så meget skuffede ud, for de havde ventet, at der skulle ske noget virkelig spændende. Flere børn. Det er snart ikke til at være i den her by for unger.
    Nåhh, sagde høkeren. Så galt er det vel heller ikke. Hvis der ingen børn var her i byen, ville vi jo kede os ihjel. Hvem i alverden skulle så lave alle narrestregerne?
    Men skomageren, der var så gnaven og sur, at hans ansigt var kommet til at ligne et rynket æble af bare galde, hørte slet ikke efter, hvad høkeren sagde. I stedet for begyndte han at råbe op om, at nu kunne det snart være nok med alle de unger. De løb rundt i hans have og rykkede hans radiser op af jorden og lukkede hans høns ud af hønsehuset.
    Hvis det bliver ved på den måde, gryntede han, bygger jeg snart et højt plankeværk hele vejen rundt om mit hus.
    Og så smækkede han døren i med et ordentligt brag, så hans næse nær var kommet i klemme, og satte sig i et hjørne af sit værksted og gryntede og murrede og skar tænder af arrigskab.
    Men en flok drenge, som sad i hans pæretræ og spiste grønne pærer, og som havde hørt det hele, så på hinanden og sagde:
    Øjj, ham Albert der, han bliver vist god til at rykke radiser op

    Uhduligøhhhct

    Hans Enemarkhar citeretfor 4 måneder siden
    Der er bækken med mærkelige dyr og fisk, og der er lossepladsen med gamle aviser og rustne konservesdåser.
    Der er skolen med lærer Sakarias og kirken med pastor Emanuel, og der er den store, grønne markedsplads, hvor der næsten hver sommer er tivoli med karruseller og kageboder og sortøjede sigøjnere.
    Og så er der selvfølgelig Kallebys folk og børn.
    Dem må vi ikke glemme, for uden dem ville Kalleby have været et trist og kedeligt sted.
    Hans Enemarkhar citeretfor 4 måneder siden
    konservesdåser.
    Der er skolen med lærer Sakarias og kirken med pastor Emanuel, og der er den store, grønne markedsplads, hvor der næsten hver sommer er tivoli med karruseller og kageboder og sortøjede sigøjnere.
    Og så er der selvfølgelig Kallebys folk og børn.
    Dem må vi ikke glemme, for uden dem ville Kalleby have været
    Hans Enemarkhar citeretfor 4 måneder siden
    sommer er fulde af spurvereder.
    Der er møddingerne og vandpumperne og lygtepælene og de skramlende mælkespande.
    Der er hundene og kattene og grisene. Grisene er nogle værre svin, for de ligger altid og vælter sig i mudderet mellem brændenælder og visne kålstokke.
    Der er bækken med mærkelige dyr og fisk, og der er lossepladsen med gamle aviser og rustne konservesdåser.
    Der er skolen med lærer Sakarias og kirken med pastor Emanuel, og der er den store, grønne markedsplads, hvor der næsten hver sommer er tivoli med karruseller og kageboder
    Hans Enemarkhar citeretfor 4 måneder siden
    Langt ude på landet – mellem runde, grønne bakker – ligger Kalleby.
    Kalleby er ikke ret stor, ja, i grunden er den slet ikke nogen rigtig by. Den er såmænd bare en klat små, skæve huse og gårde, der ligger tæt sammen omkring en andedam.
    Kalleby har også kun én gade, og den gade er slet ikke nogen rigtig gade, men bare en sandet vej med huller i. Hver gang det regner, bliver hullerne fulde af vand, der sjasker og sprøjter til alle sider, når hestevognene og bilerne kommer skramlende.
    Kalleby har også kun én butik. Til gengæld kan man købe næsten alt muligt i den butik – lige fra damestrømper og grydelåg til slikkepinde og snustobak. Ja, selv en sæk korn eller en fed, røget skinke kan man købe i den lille butik, der er lige så lun og hyggelig som en god morlils køkken, og som altid dufter så rart af kaffe og sæbe og halvrådne æbler.
    Men selv om Kalleby ikke er ret stor, og selv om gaden kun er en sandet vej med huller i, er der alligevel mange dejlige ting i den by.
    Først er der de mange haver med duftende kirsebærtræer og hvide havebænke og blanke plastikstorke, der vipper, når det blæser.
    Dernæst er der den runde andedam og de gule høstakke, som hver sommer er fulde af spurvereder.
    Rebecca Nadja Lysholm Nielsenhar citeretfor 4 måneder siden
    sammen omkring en andedam.
    Kalleby har også kun én gade, og den gade er slet ikke nogen rigtig gade, men bare en sandet vej med huller i. Hver gang det regner, bliver
    Benny Groth Andreasenhar citeretsidste år
    Kallebys skomager to gange i træk.
    Nå, sagde Albert. Nej, det kan godt være.
    I det samme lød der en frygtelig larm fra hønsehuset, og da skomageren vendte sig om med et hop, så han en sky af fjer og høns komme væltende ud ad hønsehusets dør. Hønsene kaglede og baskede med vingerne af fryd over at
    Benny Groth Andreasenhar citeretsidste år
    Jeg viser dig det kun, fordi du er min bedste ven, for det er noget farligt.
    Benny Groth Andreasenhar citeretsidste år
    skomager, og han kunne især ikke glemme skomagerens pæretræ. Så dejligt et
    Malene Grud Winkelhar citeretfor 2 år siden
    I DAG KLOKKEN 4
    opsendes denne
    KÆMPEBALLON
    med den berømte
    OPDAGELSESREJSENDE
    LEOPOLD LEOPOLDUS
    Husk det nu KLOKKEN 4
    Malene Grud Winkelhar citeretfor 2 år siden
    I stedet for lagde han sig ned på gulvet og løftede det grønne stof lidt, så han kunne kikke ud.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)