«Jeg læner mig mod verden» er Anne Lise Marstrand-Jørgensens essay om sit forhold til litteraturen. Om hvordan først læsning, siden skrivning skabte forbindelser mellem angsten og verden. Om mormorens fortællinger på gåture i Dyrehaven, om den drømte have, der viste sig at være virkelig, om den lærredsindbundne bog, hun stjal fra biblioteket, fordi hun fandt sig selv i et digt, og om kuverten, der blev stoppet ned i barnevognen til hendes baby, før hun senere fik tid til at læse det livsomvæltende indhold.
