En gentleman i Moskva
Denne bog er ikke tilgængelig i øjeblikket
534 trykte sider
- Copyrightindehaver
- Politikens Forlag
- Oprindeligt udgivet
- 2017
- Udgivelsesår
- 2017
Vurderinger
- Lisa Wrisberg Smidthar delt en vurderingfor 3 år siden
👍Værd at læse💡LærerigVelskrevet roman. Fuld af citater og små historier om Rusland/USSR. Læs den og ønsk dig til Nissji-Novgorod.
- lassejnielsenhar delt en vurderingfor 6 år siden
👍Værd at læseLangsom og underfundig, men et spændende tidsbillede. Bestemt en læsning værd.
- Flemming Todbjerg-nielsenhar delt en vurderingfor 3 år siden
👍Værd at læse🔮Overraskende💡Lærerig🎯LæseværdigU
Citater
- mariateglkamphar citeretfor 10 måneder siden
han læste dette, brød Alexander Rostov omsider sammen og græd. Han græd naturligvis for sin ven, denne ædelmodige og dog temperamentsfulde sjæl, som kun så kort havde fundet sit øjeblik i tiden – og som ligesom dette hjælpeløse barn var utilbøjelig til at fordømme verden for alle dens uretfærdigheder.
Men naturligvis græd greven også for sig selv. For trods sit venskab med Marina og Andrej og Emile, trods sin kærlighed til Anna, trods Sofia – denne utrolige velsignelse, som var kommet til ham ud af det blå – så forsvandt den sidste af dem, der havde kendt ham som ung, da Mikhail Fjodorovitj Minditj døde. - mariateglkamphar citeretfor 10 måneder sidenViktor Stepanovitj kalder det stemningen. Han siger, at inden man spiller en eneste node, må man først finde et eksempel på kompositionens stemning i ens eget hjerte. Så til det her stykke tænker jeg på min mor. Jeg tænker på, hvordan mine få erindringer om hende langsomt er ved at fortone sig, og så begynder jeg at spille.”
Greven tav, overvældet af endnu en bølge af forbløffelse.
“Forstår du, hvad jeg mener?” spurgte Sofia.
“Også i dén grad,” svarede han. Efter at have tænkt sig om et øjeblik tilføjede han: “Som ung plejede jeg at føle på samme måde, når jeg tænkte på min søster. For hvert år der gik, var det, som om lidt mere af hende forsvandt; og jeg begyndte at frygte, at jeg en dag ville have glemt hende helt. Men sandheden er, at uanset hvor lang tid der går, så forsvinder de mennesker, vi har elsket, aldrig helt.” - mariateglkamphar citeretfor 10 måneder sidenNummer ét,” sagde greven og tav et øjeblik for den dramatiske virknings skyld. “Tjekhov og Tolstoj.”
Tyskeren gryntede.
“Ja, ja. Jeg ved, hvad De vil sige: at enhver nation har sine forfattere i panteon. Men med Tjekhov og Tolstoj har vi russere sat bogstøtterne på fortællingens kaminhylde. Herefterdags vil fiktionsforfattere, hvor end de stammer fra, placere sig på det kontinuum, der begynder med den ene og ender med den anden. For hvem, må jeg spørge, har bedre mestret den korte fortælling end Tjekhov med sine formfuldendte små historier? De er præcise og enkle og inviterer os indenfor i et hjørne af hjemmet på et upåfaldende tidspunkt, hvor hele menneskets lod med ét er inden for rækkevidde, om end på den mest hjerteskærende vis. Og i den anden ende af spektret: Kan De forestille Dem et værk med videre rammer end Krig og fred? Et der så behændigt skifter fra dagligstue til slagmark og tilbage igen? Der så grundlæggende undersøger, hvorledes individet formes af historien, og historien af individet? Jeg siger Dem, at der i de kommende generationer ikke vil være nogen, der kan fortrænge de to som fortællingens alfa og omega.”
fb2epub
Træk og slip dine filer
(ikke mere end 5 ad gangen)