César Aira

En episode i en landskabsmalers liv

I En episode i en landskabsmalers liv rejser den tyske maler Johann Moritz Rugendas (1802–1858) på sin mentor Alexander von Humboldts tilskyndelse til Sydamerika for at male landskaber. Rugendas får følge af sin yngre landsmand og kollega Robert Krause, en i hans øjne middelmådig maler, men hvis væsen gør ham til den perfekte rejseledsager. Sammen rejser de gennem Andesbjergene på udkig efter landskaber og dramatiske optrin, de kan male. Efter et kort ophold i den lille grænseby Mendoza, hvor mareridt og virkelighed på mystisk vis glider sammen, begiver de sig på hesteryg ud på pampassens øde sletter. Men lynet slår ned tæt på Rugendas, og han slæbes efter sin paniske hest. Han skamferes forfærdeligt. Stærkt bedøvet af morfin maler han sit livs mest fantastiske billeder. Oplevelsen ændrer hans blik på naturen og hans malerkunst for altid.

Pressen skrev:

«Hvordan ser vi landskabet? Og hvordan fastholder vi det i kunsten? Den argentinske forfatter César Aira dykker i »En episode i en landskabsmalers liv« ned i den tyske maler Johann Moritz Rugendas skæbnesvangre rejse til Sydamerika i første halvdel af 1800-tallet… Det originale og eksperimenterende ved bogen ligger i sammenstillingen af de overordnede kunstfilosofiske idéer, de dramatiske begivenheder og smukke, lyriske beskrivelser samt de syrede visioner. Den ekstreme surrealistiske sansemåde giver sig udtryk i havfrueagtige bløddyr og lyserøde laks så store som kalve. Det hele båret af en rigdom af kontraster, hvor en pæn portion humor møder fornem sans for, hvad kunsten kan… Det sitrer både på nethinden og i nerverne.» – Berlingske

“Dette er en stor lille roman” – Weekendavisen

«Argentinske César Airas roman er kortfattet og underfundig, holdt sammen af en moderne fortællerstemme der gør opmærksom på, at Rugendas' intellektuelle og kunstneriske krise udmønter sig i en kamp om forskellige diskurser.» – (fire stjerner) Jyllands-Posten
88 trykte sider
Oprindeligt udgivet
2017

Vurderinger

    Lena Hinze Matthiesenhar delt en vurderingfor 3 år siden
    👍Værd at læse

Citater

    metteovehar citeretsidste år
    Når man falder i snak med en anden, prøver man at finde ud af, hvad han tænker. Det forekommer umuligt at erfare det, undtagen gennem en lang række følgeslutninger. Findes der noget mere lukket og repræsenteret end den psykiske aktivitet? Og alligevel udtrykkes denne aktivitet i et sprog, der hænger i luften og bare beder om at blive hørt. Man støder imod ordene, og før man ved af det, er man nået ud på den anden side, og står ansigt til ansigt med den andens tanke. Det samme sker for en maler, mutatis mutandi, med den synlige verden. Det skete for den rejsende landskabsmaler. Hvad verden sagde, var verden
    metteovehar citeretsidste år
    fysiognomiske repræsentation lagde sig imellem kunstneren og naturen. Den direkte perception blev pr. definition opgivet. Og alligevel var det uundgåeligt, at repræsentationen måtte vige, ikke så meget fordi den blev elimineret, men på grund af et overmål, der gjorde den til en verden og tillod den at sanse verden selv i dens tegn, nøgen og oprindelig. Det er til syvende og sidst noget, der sker i livet hver dag.
    metteovehar citeretsidste år
    fragmenteringens niveau rekonstruerede man et andet niveau. Rekonstruktionen kan kun forstås gennem en sammenligning, der endda ikke er særlig præcis, selv om den kan give en idé. Man kan forestille sig en genial politimand, der gennemgår sin efterforskning for den døde kvindes mand: enkemanden. Med sine skarpsindige slutninger har han kunnet „rekonstruere“, netop hvordan mordet fandt sted; det eneste, han mangler, er morderens identitet, men i øvrigt har han på næsten magisk vis ramt plet, hvad angår forløbet, som havde han set det med sine egne øjne. Og den anden, enkemanden, der i virkeligheden er morderen, må indrømme, at politimanden er genial, og det må han, fordi det virkelig skete, som denne siger; men skønt han selv overværede, hvad der skete, da han ud over at være gerningsmanden er det eneste overlevende øjenvidne, kan han alligevel ikke identificere det, der skete, med det, politimanden fortæller ham, ikke fordi der er fejl, de være sig store eller små, og heller ikke misforståede detaljer, men bare fordi det ikke har det mindste med sagen at gøre; der er en afgrund mellem den ene historie og den anden, eller mellem en historie og manglen på historie, mellem det levede og det rekonstruerede (selv hvis rekonstruktionen er udført perfekt), så han kan ganske enkelt ikke se nogen forbindelse mellem de to historier; hermed overbeviser han sig selv om, at han er uskyldig, og at han ikke dræbte hende.

På boghylderne

    Tiderne Skifter
    Tiderne Skifter Forlag
    • 99
    • 59
    Ulrik Jens Carl Christensen
    Boganmeldelse
    • 1
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)