Bøger
Elisabeth Lyneborg

Jeg var der! 21. marts 1945

  • Ole Junckerhar citeretfor 3 år siden
    hos pigen fra Den franske Skole bliver hendes tilstand dårligere. Hun sover næsten ikke om natten, og holder mor og far vågne også.
  • Ole Junckerhar citeretfor 3 år siden
    Montgomery kommer til København og kører i triumftog ned gennem Strøget. Elisabeth kan ikke se ham for alle de mennesker, der står langs kantstenen. Hun vil bare hjem til hvalpene.
  • Ole Junckerhar citeretfor 3 år siden
    Da de kommer hjem, siger hun til Peter, at hun hader de englændere, der bombede skolen. Peter siger eftertænksomt, at det ikke kan nytte noget, for det med Den franske Skole, det er nu engang krigens
  • Ole Junckerhar citeretfor 3 år siden
    Senere kommer en delegation af de engelske flyvere, der var med til at bombe Den franske Skole og Shellhuset, til København for at nedlægge en krans ved Den franske Skole. Mor har taget hende med til denne højtidelighed. Hun står gemt i trængselen på Frederiksberg Allé, men hun kan se ud gennem frakkerne og ser nogle alvorlige mænd i uniformer. Det var altså dem, tænker hun, sådan ser de flyvere ud, der dræbte Ivy og Peter og alle de andre, som hendes mor ikke vil tale om. Men hun må ikke hade disse englændere, for de har vundet krigen. Hun ser på den sønderbombede skole. Den er en stor bunke murbrokker med nogle sortbrændte mure imellem. Forrevne står murresterne med tomme vindueshuller og rækker efter himlen. Et enkelt vindue står endnu, åbent og blafrende, lige bag englænderne.
  • Ole Junckerhar citeretfor 3 år siden
    Hun går op til mor på græsplænen og stiller sig foran hende: „Hvor mange af mine kammerater på det store hold er døde?“ spørger hun med en ru og hård stemme. Mor lægger bogen ned i skødet og ser forbavset og lidt desorienteret på hende. „Det store hold. Nå – du mener det,“ siger mor afvisende og tager bogen. „Det er der ingen grund til at tale om nu.“ Elisabeth knytter hænderne i desperation. „Hvor mange?“ skriger hun og stamper i jorden. „Kan du så lade være med at skabe dig! Jeg ved det ikke. Du får en på hovedet, hvis du ikke opfører dig ordentligt.“ Mor er vred, og Elisabeth er lige ved at blive bange for hende.
  • Ole Junckerhar citeretfor 3 år siden
    Til sidst opgiver hun at få noget ud af dem. Dog hører hun, at der har været holdt en sørgemesse den 27. marts for de dræbte, men mor og far ønskede ikke at være med. Elisabeth spørger, hvorfor de ikke var med, og far siger: „For vi må se at glemme det hele.“
  • Ole Junckerhar citeretfor 3 år siden
    Mange år senere fik Elisabeth at vide, at kun fem af de 23 børn, der gik på det store hold i børnehaven, havde overlevet. Trappen var styrtet sammen, det var derfor, Peter havde sluppet hendes hånd. Han var blevet dræbt af en nedstyrtende sten.
  • Ole Junckerhar citeretfor 3 år siden
    Efter et par dage siger hun forsigtigt: „Jeg skal til fødselsdag hos Ivy på mandag.“ Hendes mor farer sammen og ser ud gennem vinduet. Elisabeth bliver pludselig ærgerlig og siger lidt højere: „Jeg skal!“ Hendes mor siger stille: „Det kommer du ikke, for lille Ivy er desværre død!“ Elisabeth ser ned i gulvet, så siger hun: „Jeg vil have kortet.“ Hendes mor rømmer sig. „Det har jeg gemt, det kan du altid få.“ „Hvem er ellers død?“ spørger Elisabeth så. „Peter,“ siger mor hurtigt og går. Hun ville gerne have spurgt mor om noget mere, men mor er tavs og vil ikke tale om skolen.
  • Ole Junckerhar citeretfor 3 år siden
    ved godt, at det er navnene på alle de døde. Der bliver sagt noget om de 126 dræbte, hvoraf de ni vist er nonner.
  • Ole Junckerhar citeretfor 3 år siden
    I dagene efter katastrofen bliver dødslisterne læst op i radioen. Hun spørger mor, hvorfor alle de navne bliver læst op. Mor svarer undvigende, at det er bare navnene på de børn, der gik på skolen. Mor lyver, hun kan se det på hende. De skruer ned for radioen, når navnene bliver læst op, og hun bliver sendt ind på sit værelse. Hun
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)