Jens Henrik Jensen

De hængte hunde

Danmarks højest dekorerede soldat nogensinde, Niels Oxen, hutler sig gennem tilværelsen i Københavns Nordvestkvarter.

Den traumeramte krigsveteran lever af at samle flasker og spise madaffald fra supermarkeder.

I håb om at få fred for sine dæmoner tager det tidligere medlem af Jægerkorpset sammen med sin hund til Nordjylland og slår lejr dybt inde i Rold Skov for at leve det simple liv.

Men drømmen bliver til endnu et mareridt for Niels Oxen. Efter et natligt besøg på et middelalderslot i skovens udkant mistænkes han pludselig for drabet på slotsherren, en tidligere ambassadør og indflydelsesrig stifter af en tænketank.

Politiets Efterretningstjeneste dukker påfaldende hurtigt op, og inden den pressede krigsveteran får set sig om, er han sammen med en kvindelig medarbejder fra PET hvirvlet ind i efterforskningen af en række gådefulde drabssager, der tilsyneladende kun har ét til fælles: Hængte hunde.

De hængte hunde er første bind i en ny serie af Jens Henrik Jensen med krigsveteranen Niels Oxen.
444 trykte sider
Oprindeligt udgivet
2012
Serier
OXEN

I denne serie

Andre versioner af bogen

Vurderinger

    Heidi Hjorth Hendriksenhar delt en vurderingfor 3 år siden
    👍Værd at læse
    💡Lærerig
    🎯Læseværdig
    🚀Opslugende

    Super god bog. Spændende, og til tider svær at lægge fra sig. Er nødt til at læse bog 2.

    Claus Krüger Lauritsenhar delt en vurderingfor 6 måneder siden
    👍Værd at læse

    Spændende

    Marianne Dahlhus Pedersenhar delt en vurderingfor 2 år siden
    👍Værd at læse

    Rigtig god bog
    Super god forfatter
    Er vilde med hans bøger

Citater

    Scot Charles Alexander Hunterhar citeretfor 19 dage siden
    Efter datoen på stenen at dømme var hun død kun tre dage efter hjemkomsten fra Danmark.
    Klaus Lybecker Eskesenhar citeretfor 3 måneder siden
    Beviserne lå på den harddisk og computer, som han havde bemægtiget sig i hytten ude i skoven.
    Anders Sidelmannhar citeretfor 5 måneder siden
    De refleksive radarbevægelser mindede om en gemen tyveknægts. Han trak sin hætte op over kasketten og så sig omkring. Til højre, til venstre, bagud. Og forfra igen. Så forcerede han legende let det høje trådhegn, mens den hvide samojedespids adlød, lagde sig i en dyb skygge ved muren og gjorde sig næsten usynlig.

    Han sprang og landede adræt på fødderne. Eller rettere, ikke så adræt som tidligere, konstaterede han – men dog i næsten fuld balance. Han fortsatte stedkendt hen til den nærmeste container, hvor han satte sit hjemmelavede specialhåndtag på den trekantede stump jernstang, drejede håndtaget til venstre og åbnede den tunge låge.

    Første gang havde det været en martrende oplevelse. Bogstaveligt talt en grænseoverskridende indtrængen. Mentalt set en rejse i fornedrelse, der i få sekunder havde efterladt ham handlingslammet. Ydmygelsen krøb ind under hans hud som en parasit. Og den blev siddende, gnavende i nogle uger.

    Siden var dén følelse forsvundet. Tilbage var kun ét rationale: Er du sulten, så æd.

    Han kravlede ind over velfærdssamfundets pinlige tærskel, derind, hvor overfloden slog ham i møde som en guldskat. Den første container rummede grøntsagerne.

    Han tændte sin lommelygte og begyndte at lede. Hans famlen fremkaldte altid indre erindringsbilleder af at handle i supermarkedet på en overfyldt lørdag formiddag blandt støjende børnefamilier. Nu gjorde han det igen. Bare uden indkøbsvogn og uden sit eget barn i klapsædet. Det var rene impuls-valg.

    Agurker? Hvorfor ikke. Tomater? Tjah ... Salathoveder? Glimrende. Løg? Okay. Og naturligvis kartofler.

    Alt sammen gled det ned i rygsækkens dyb. Det sidste var en bakke frilandschampignoner, der var tre dage for gammel.

    Han kravlede ud igen, åbnede den næste container og hoppede indenfor i dybet. Kødvarer til destruktion. Datomærkningen spredte pest i mørket, men den bekymrede ham ikke. Man skulle bare huske at være særlig forsigtig med kød. Han samlede op, vendte og drejede varerne i skæret af lyskeglen, vendte tommelen op – eller ned. I morgen aften skulle han – tilsyneladende – have hakkebøf. Med bløde løg ved nærmere eftertanke.

    Han stjal og åd gladelig dét, ingen andre danskere ville drømme om

På boghylderne

fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)