Sjælehenteren

Samael var oprindeligt en engel som Lucifer. Hans navn betyder Guds gift, men mange af jer mennesker kender ham måske bedre som Dødens Engel.

har hørt om mig, men aldrig set mig. Du har måske fået gåsehud og mærket huden prikke over de grufulde og fantasifulde gengivelser, der er skabt af mig. En gang om året har du måske endda hvinet af fryd eller klukket af latter, når mørket er faldet på, og de importerede plasticskeletter med sorte kutter er brudt ud i en kaglende latter på en terrasse. I er nogle pudsige tingester, jer mennesker. I knytter jer til jeres skrøner og fortællinger, forestiller jer grufuldheder og uhyrlige påfund, men alligevel bliver I hængende i en sær form for barnlig forstillelse. Som for eksempel skelettet med den sorte kappe, der bærer på en le. Hvordan i alverden skulle et skelet være i stand til at bære på en le? Det mindste vindpust ville få knoglerne til at rasle, gespenstet ville tabe våbenet og sikkert afhugge et knæ i processen. Og hvad skulle vores knoglede ven bruge kappen til? Pudsige tingester, jer mennesker.
Der findes mange myter om mig. Mange legender. På et tidspunkt begyndte I at knytte fuglene til mig. Ravnen blev jeres favorit. I siger, at den bringer sjælen med sig. Det er en smuk tanke. Ikke helt sandfærdig, men smuk. Og I har delvist ret. Jeg kan godt lide ravne. Deres smukke, kulsorte fjerdragt tiltrækker mig, og ligesom mig er den mange andre overlegen. De har episodisk hukommelse. En evne, som tidligere er blevet betragtet som unik for mennesket. Ravne er sågar blandt de mest intelligente fugle. Vidste du, at ravnene på Island og Færøerne har været isolerede så længe, at de ser anderledes ud end ravne andre steder i verden? Det er sandt. Prøv at betragte deres skønhed, hvis du en dag besøger disse kanter. Jeg har været der adskillige gange, men ikke i dag. I dag er jeg her med dig. Den spæde forårssol giver genskin i butiksruderne. I City Hall